Laokoon
Sonnet
Sonnet
Jeg kjæmper som Laokoon med Slangen,
Med Synd og Tvivl, min Tankes Børn, ved Siden,
Mens Guden ubevæget seer paa Striden
Og har mig alt i Afmagts Lænker fangen.
Jeg veed, jeg holder ei min Fjende Stangen,
Thi Synd og Tvivl staae hos mig midt i Qviden
Og sige tause: „Vi er Børn af Tiden.
Du døer med os, som vi berørt af Slangen.”
Saa kom da, Død! — Men dig, min Smertes Taare!
Dig vil jeg, ved min Død med Gud forligt,
Ved Digtekunsten til mit Vidne kaare.
Og som Laokoon i Stenens Klage
Fortvivler end, saa lader jeg mit Digt,
Et Vidne om min bittre Strid, tilbage.