„Min nysudsprungne Rose”
Jeg kaldte dig engang.
Veed du, hvorfor jeg mener,
Du nys til Liv udsprang?
Er alt for Jomfru-Blikket
Hiin sjeldne Virken røbet,
Der lokker Rosenkalken
Af Knoppen og af Svøbet?
Og er dig alt fortrolig
Hiin mærkelige Magt,
Der i den mindste Skabning
Som i din Sjæl blev lagt?
Veed du, mit unge Hjerte!
At samme Pulsslag banker
I Rosens fyldte Bæger
Og dine skjulte Tanker?
Du veed det! Ja, du veed det!
Thi ved det samme Bud
Dit Hjertes fine Blade
I Kjærlighed sprang ud.
Min nysudsprungne Rose!
Det var i Elskovs Arme
Dit unge, søde Hjerte
Blev vakt til Liv og Varme.