Lille Blad, jeg skriver dette paa,
O, hvor jeg misunder dig din Lykke!
Dig betragte hendes Øine blaa,
Dig berøre hendes Hænder smaa,
Hendes Fingre lempelig dig trykke.
Var en Lykke, stor som denne, min;
Fik jeg nær ved hende dagligt Stade
Og berørtes af en Haand saa fiin,
Gjerne skulde jeg som du mig lade
Lægge ned iblandt de andre Blade,
Skjøndt jeg sagtens seer, I trykkes flade.
Lille Blad, jeg skriver som jeg maa,
Skriften pyntelig med Linier lige.
Hvad jeg egentligst og helst gad sige
Har jeg ikke sagt, kan du forstaae.
Ak, men lov mig — naar du nu er blevet
Overrakt til hende, pas da paa,
Om hun kan og om hun vil forstaae
Hvad jeg hemmeligt har peget paa,
Hvad jeg mellem Linierne har skrevet.