O gid den Stund, der os forbandt,
Mig havde dræbt, min arme Viv,
Forinden hine Stjerner fandt
Paa vildsom Vei min Ungdoms Liv!
O, havde dengang du og jeg,
Imens os vugged’ Elskovs Drøm,
Til fjerne Kloder søgt en Vei,
Som tvende Blade paa en Strøm!
Da havde Sorg og eensomt Nag
Ei fulgt med dig, forladte Barn!
Jeg var ei hildet, ung og svag,
Af Illusioners tætte Garn.
O, Daarlighed, der rev mig hen!
O, tomme Glands, mig Verden bød!
En Skygge gav den mig igjen
Af Freden, jeg med dig forskjød.
Min Elskte! du, som klager ei,
Uagtet jeg dig haardt bedrog,
Mit eget Liv, dets gyldne Vei,
Din Hævn den er, min Fred den tog.
Berømt har Verden gjørt mit Navn;
Men fjern fra mig’ er nu den Ro,
Og fjern den Fryd, de søde Savn,
Jeg følte, da jeg dig var tro.