Ouvertüre(Skrevet som Indlednings-Digt til „Anonym Nytaarsgave for 1832.”)Ved Aarets Ende træder atter fremFor Eders Kreds den smilende Camene,Og bygger midt i Eders HjemAf Ord og Toner Digtekunstens Scene.Den kolde Luft, der stjal fra Træets GreneDet friske Løv, og Nordenvindens Harm,Der standsed’ Bølgen med en mægtig ArmOg størkned’ den til Iis, maa vigeFor Sangen, for en letopkiltret Pige.Hun byder: Luften aander atter varm,Med friske Farver visne Blade spille,Og Fuglen synger atter, Bølger trille. Hun vinker Eder. Følger hendes Fjed!I denne strenge Tid, da UndergangenGigantisk presser nedDet ypperligste Liv, I glædes vedDet Liv, det Held, der blomstrer trygt i Sangen! Forskjelligt er det Stof,En Digter vælger sig ved Musers Hof.I muntre Sange synger Een om Vinen,Der pressedes paa Skræntninger ved Rhinen.I dybere, betydningsfuldeAccorder slaaer en Anden Cithren anOm Moskwas minderige BrandOg om Geniets Kamp med Iis og Kulde.Een synger Hakons Død og Guders FaldOg Helges Fart til Saxlands Herskerinde.En anden høitbegavet SkjaldForherliger et Fiskerleies Minde. Men Een, hvis Aand, contemplativ,Dybsindig, reflecterende, tør voveVed Lyren at fortolke Sandheds Love,Han vender sig fra et bevæget LivImod den mindre,Ideens Verden i hans Indre.Begrebet, løsnet fra Systemets Tvang,Er Gjenstand for hans Sang;Og Reflerionen, som et Frø, en Kjerne,Slaaer Rødder i hans drømmerige Hjerne,Og skyder Green og Qviste, Løv og Frugt,Og af dens Blomster flyder liflig Lugt. — Alt efter Evne have vi forsøgtAt tækkes Eder, Digtekunstens Venner!Vi have sværmet, phantaseert og spøgt,Og skildret Scener af et Liv, I kjender.Vi have tænksomt fæstet Øiet paaDen Kunst, vi dyrke, for at fatteBetydningen af Digtekunstens Skatte,Og dennes Væsen klarligt at forstaae. Hvis I vil troe vort Ord, da er det eiDen strenge Vinter, der idag regjerer.Til Kilden midt i Skoven gaaer vor Vei,Hvor Folket atter klyngeviis spadserer.Og vil I venligst fæste Lid til os,Da skal I paa en deilig Høstdag landePaa Øen Als, hvor Østresaltets VandeMed lunkne Bølger, Vinteren tiltrods,Beskylle rundt de græsbeklædte Strande.Som Fremmede vil vi beskedent seeI Frastand paa de ridderlige Lege,Men nærved agte paa et ubemærkt maaskee,Idyllisk stille Liv, dets Vel og Vee,Paa hvilket Muserne med Griflen pege. Men I, der ere Venner af vor Kunst,Betænker, at imens I sidde stille,I skulle følge rundt med os, der spille.Bereder Eder da til Musers Gunst!I bringe Phantasie med Jer! Hvis ikke,Er det omsonst, en Digters PhantasieForsøger Eders Sandser at bestikke. Tys! med et kraftigt Buestrøg forkynderOrchestret, Ouvertüren er forbi,Og at vor Forestilling nu begynder.