Morgen-Besøget
Til en lille Veninde, under hendes Sygdom, med et Exemplar af Tusind og een Nat
Til en lille Veninde, under hendes Sygdom, med et Exemplar af Tusind og een Nat
Imens omhyggelig Helbreds Gud
I Kammeret holder Dig inde,
Har jeg, der nødig idag gaaer ud,
Betænkt at sende Dig Brev og Bud,
Min kjærlige, lille Veninde!
De smukkeste Riim, mig lærte min Kunst
(Deslige faaer man ved Musernes Gunst)
Og Ord, der aldrig skrives omsonst,
Dem vil jeg til Krands forbinde.
Du spørger, hvorfor jeg netop idag
Ved Musernes Hjælp vil skrive.
Ja, det er en høist forunderlig Sag.
Jeg skal forklare Dig der, men tag
Tiltakke med hvad jeg kan give.
Vi Mennesker grandske, saa det er en Gru;
Vi speculere vort Hoved itu.
Men griber en Gaade mægtig vor Hu,
Saa spørg dem, de Speculative!
Imorges tidlig, imens jeg laae,
Fløi hen til Dig mine Længsler.
„Min Gud! jeg tænkte, hvad hitter man paa,
At Dagen, den lange, let kan gaae,
Naar Leiet min Yndling fængsler.
O, Taalmods Engle! hvis I har Magt,
Da staaer hende bi!” — og knap var det sagt,
Før Døren gik op — giv nu blot Agt! —
Og knirkede paa sine Hængsler.
Og Døren gik op — hvert Ord er sandt;
Med Digt man aldrig bør fare —
Og ind i Stuen — jeg saae dem saa grandt!
Kom dragende, lige til Sengens Kant,
Den hellige Engle-Skare.
Med Vinger, der over Ryggen faldt ned,
Med Øine, der straaled’ af himmelsk Fred,
De nærmede sig med svævende Fjed —
Og Alle saa blændende klare!
Jeg blev forbauset, begriber Du nok,
Og reiste mig halvt overende.
Da skilte sig fra den himmelske Flok
Den mindste, en Pige med guldguul Lok,
Og neiede for mig behænde.
Hun holdt under Armen trofast en Bog,
Hun smiilte saa ubeskrivelig klog,
Og sagde (forstaaer sig, i Englenes Sprog,
Et Sprog, vi Digtere kjende.)
Hun sagde: „Bring denne Bog, vor Ven!
„Ihast til din lille Veninde!
„Naar Tiden sniger sig langsomt hen,
„Da læse hun Bogen, og snart ved den
„Skal muntert Timerne svinde.
„Hun læser jo smukt, hun er jo saa lært,
„Hun fatter hvad der er langt mere svært;
„Og denne Bog er rigtignok værdt
„At læses af Mand og af Qvinde.
„Thi viid, der synger hver evige Nat
„En himmelblaa Fugl i dens Blade.
„En fiin Prindsesse, af Alle forladt,
„Sig frelser ved Fuglen fra Nat til Nat,
„Hver Gang hun Livet skal lade.
„Og Fuglen er Phantasus, kjendt af Enhver.
„Den skræmmes, veed du, af Dagens Besvær,
„Og synger smukkest, naar Natten er nær.
„Prindsessen er Scheherezade.
„Og denne Prindsesse, hun er saa klog!
„Hver Nat, forinden det dages,
„Fortæller hun Eventyr, ak, som en Bog,
„Og altid i det deiligste Sprog,
„Saa Kjedsomhed reent forjages.
„Hvad Fuglen, mens hun var lille og sød,
„Har sjunget, det husker hun nu i sin Nød;
„Og Kongen, den strenge, der vil hendes Død,
„Tilsidst af Medynk betages.
„Det er mærkværdigt hvad hun alt veed,
„Hvor hun kan et Eventyr pynte!
„Jeg tænker paa Lampen, Aladdin gned,
„Paa Hesten, der op i Skyerne red,
„Paa Spaadommen, Duban forkyndte.
„I Afrikas Ørken, ved Indiens Flod
„Fornyede hun den Vandrendes Mod;
„Og vi, selv vi vore Lege forlod
„Og lytted’, naar hun begyndte.
„Hvor ofte glemte vi Søvn og Mad
„Og hørte fra Palmernes Toppe
„Historien om den forstenede Stad,
„Det dandsende Vand, og Fuglen, der sad
„I Træet og talte deroppe;
„Om Bjerget om Verden, det uhyre Kaf,
„Om Kongen, der skjød til Maalet og traf,
„Om Konen, der blev forvandlet til Straf
„Og stod paa Stald som en Hoppe.
„Ja, det er just Eventyr! Kjender du dem?
„Du maa dem tilbunds studere.
„See, der er nu den om Prindsen, mod hvem
„Den stygge Stivmoder var saa slem
„Og dræbte ham — aa, der er’ flere!
„Om Fiskeren, han, der faaer i sit Net
„En Aand i et Skriin — et underligt Dræt!
„Om Fisk, der steges og tale saa net —
„Hvad kan man ønske sig mere?
„See, disse Historier, hver fortalt
„Fortræffeligt og fra Grunden,
„I denne Bog du finder det Alt;
„Og Bogen er Tusind og een Nat kaldt.
„Dens Mage vist aldrig er sunden.
„Hils nu din lille Veninde, at vi,
„Der bringe dig Bogen, staae hende bi;
„Og siig, hun skal læse flittigt deri,
„Og kys hende fra mig paa Munden.”
— Saaledes talte med himmelske Blik
Det vingede Barn og smiilte.
Og rakte mig Bogen og gav mig et Nik,
Og neiede saa det ret havde Skik,
Og flagrende bort hun iilte;
Og alle de Andre med Eet forsvandt,
Og jeg — jeg var reent tummelumsk, min Sandt!
Jeg stirred’ og tænkte: Det var da frappant!
Og lagde mig ned og hviilte.
En Stund jeg tænkte: Aa, jeg har nok drømt!
Maaskee jeg ligger og digter!
Men Engelen, ak, der smiilte saa ømt,
Og Bogen, hun gav mig — digtet og drømt,
Naar man det nøie besigter!
Jeg reiste mig hurtig, og see! der laae
Grandgivelig Bogen, mig bragte den Smaa!
Saa maatte jeg sagtens troe derpaa.
— Hvad troer nu Du? at jeg digter?
Jeg sender Dig Bogen; paa den kan Du troe.
Den Verden, dens Eventyr bygge,
Hvor Aander og lustige Genier boe,
Den fører Dig paa en usynlig Bro
Til Dschinnistans dæmrende Skygge.
Den lader Dig glemme Dagens Besvær,
Den bringer et underfuldt Liv Dig nær,
Den stiller Din Smerte; — den giver Enhver
En Vart i de Himmelskes Lykke.