Odin, Hænir og Loke,
(farende gjennem Luften paa bevingede Heste.)
Holmgangs-Valen,
Hvor Helten er høisat,
Guderne kalder til eensomme Kyst.
Fælded’ i Tvekamp
Folkenes Fyrster
Vækkes om Natten af Herians Røst.
Kjæmper og Konger!
Vikinger vilde!
Vaagner paa Valen!
Odin Seierfader,
Hænir, den hurtige,
Og Loptur eder kalde.
Stander op! stander op!
Hervar.
Stands, o Herian, mægtige Asagud!
Stands din flyvende Ganger paa Luftens
Blaalige Sti!
Odin, Hænir og Loke.
Hvo iblandt Mannheims
Børn har paakaldt
Asers Behersker,
Malmbetvingeren,
Gungnersvingeren,
Runernes Raader og Tankebevingeren?
Hervar.
Stat af din Ganger,
Guders Behersker!
Trin paa den faste, grønnende Jord!
Medens du svæver hist,
Luftens Befarer!
Ei til en Dødelig rækker dit Ord.
Odin.
Gangeren har jeg
Givet til Loptur.
Frigga mig favner, den grønnende Jord.
Tæt ved din Side jeg,
Datter af Svafa!
Skifter med dig det bevingede Ord.
Hervar.
Herian høie!
Staae mig da bi!
Min Arv jeg søger
Paa natlige Sti.
Angantyr sover
Paa steensat Leie.
Tving ham at skifte
Med mig sit Eie.
Odin.
Mener du, Hervar,
Stor er min Lyst,
Til Arngrims-Ætten
At drage med Trøst?
Angantyrs Fader
Min Søn har veiet.
Dig skal jeg hente
Din Arv fra Leiet?
Hervar.
Odin er glemsom.
Sikkert han veed,
Fra Svafurlami
Jeg selv stammer ned.
Odin.
Eyvor, hans Datter,
Blev tvungen fæstet.
Arngrim med Vaaben
Den Fagre gjæsted’.
Hervar.
Guders Behersker!
Drag det i Hu,
I Tidens Fødsel
Blev Dommeren du!
Lidet dig sømmer,
Din Harm at stille.
Uret fra Ret skal
Herian skille.
Angantyr høilagt
Glemte min Arv.
Af dig jeg venter,
Du vogter mit Tarv.
Tyrfing, den blanke,
Hans Steenhøi dækker.
Tving ham, at Sværdet
Han Hervar rækker!
Odin.
Eensomme Vandrerske!
Nattens Veninde!
Ankes maa Odin over din Færd.
Vide jeg vandred’,
Længe jeg forsked’;
Ulykke bringer det lysende Sværd.
Angantyrs Fader
Vog Svafurlami.
Aldrig mig Jætternes Slægt gav Bod.
Odin er hævnet,
Hel har hans Sønner!
Dig, o Hervar, er Herian god.
Jeg talte til Njord,
Jeg talte til Ægir,
Bød dem at binde
Odderens Kjøl.
Din Flugt at standse,
Kattegats Maage!
Hang de ved Seilet som Skyer og Taage.
Jeg drog imorges
Til Urdas Vande.
De hellige Møer
Om Væven gik,
Sjungende, svævende,
Guders og Menneskers Fremtid vævende.
I Vandene klang
Som Gjenlyd høit de Helliges Sang:
„Naar Hervar hæver
„Tyrfing af Graven,
„Er brudt over Arngrims-
„Slægterne Staven.”
Hervar.
Herian høie!
Det ængster mig ikke.
Hervar hæver sin Fædrene-Arv!
Odin.
Odin har advaret.
Norner maae raade.
En Stav jeg rækker dig
End til Afsked,
Ristet med Runer
Af sjelden Styrke.
Naar Bølger brydes
Og Søen skummer,
Med Staven du dysser
Søen i Slummer.
Naar Mænd i Vaaben
Til Hævn er’ rede,
Den dysser i Slummer
De Mægtiges Vrede.
Naar Høi-Ild stiger
Fra steenlagt Kammer,
Med Staven du dysser
I Slummer dens Flammer.
Jeg rækker dig Staven.
Dens Runer dig føie.
For lang Tid spaaer Dig Herian Held.
Men Dommen er fældet ved Urdas Væld,
Og atter vi mødes ved Samsø’s Høie.
Hervar.
Hvor er du, Odin?
Jeg øiner dig ikke.
Over mig suse
Din Gangers Vinger.
Odin, Hænir og Loke.
(i Luften, ridende forbi paa de bevingede Heste).
Traver i Natten hen,
Pustende Gangere!
Hlidskjals vinker Odin paany.
Falder der Dug fra
Hrimfaxes Bidsel,
Tænder han Lyset ved Morgenens Gry.