Afskrift
af Knud Sjællandsfars i Paradis skrevne Testamente,
af Knud Sjællandsfars i Paradis skrevne Testamente,
dets syvende Artikel.
dets syvende Artikel.
„Ved denne sidste Vilje sætter
„Høitideligt jeg herved Dig,
„Min Heiberg, elskeligste Fætter,
„Og som mit eget Jeg mig lig,
„Til Arving af min store Krig
„Og alle mine mindre Tretter
„Med Døgnets dværgefødte Jetter.
„Jeg byder Dig i mit Sted staae
„Paa Voldene, der ere dragne
„Om Smagens Grund, og passe paa,
„Dens Bastioner ei bli’er tagne
„Af tydske Haandværksvendes Flok
„Og danske Corporalers Stok.
„Jeg byder Dig, af al Formuen,
„Som Slangen listig, from som Duen,
„Ved Praxis og ved Theorie,
„Bevirke Dit, at Kunstens Stemme
„(Der ældes lidt hos Jer derhjemme)
„Til Slutning ei forsvinder i
„Min elskte danske Poesie.
„Dog mærk: som gode Smagens Kjæmpe
„Jeg byder Dig til allersidst
„At fare værligt og med Lempe;
„At slaae kun da, naar det er vist,
„Dit Slag kan Overmodet dæmpe;
„At frelse hvad der frelses kan
„Til Gavn og Lyst for Folk og Land;
„Personen glemme, see paa Sagen,
„Og værne ridderligt om Smagen.
„Betænk især Dit Ord, naar Den,
„Der criticeres af Din Pen,
„Staaer høit i Nord ved Alandens Adel;
„Betænk, at Folket glemmer let
„Hvad Du har levnet ham med Ret
„Og husker ene paa Din Dadel.
„Men Folket selv er bedre tjent
„Med et almindelig erkjendt
„Exempel, skjøndt med svage Sider,
„End at berøves det med Eet.
„Den høitbegavede Poet
„Beundres vel af fjerne Tider,
„Naar det, Critiken nu bestrider,
„Er glemt, og Digterværkets Magt
„Har Stemmerne til Taushed bragt.
„Men viid: Poetens Samtid mærker
„Med graadigt Øre paa Din Røst,
„Naar Du, fortolkende hans Værfer,
„Har peget paa en enkelt Brøst.
„Endog hans Fortrin kan den glemme,
„Misledet af en velmeent Stemme.
„Og viid: den største Digter staaer
„Imellem Liv og dets Forkrænkning;
„Hans Vei blandt Feil og Fortrin gaaer;
„Ved begge dybt sin Rod han slaaer
„I Folkets Hjerter og dets Tænkning.
„Betænk, o Dommer! da Din Pligt,
„At ei, af Iver for det Mindre
„Du rykke skal det hele Digt
„Med Roden op af Folkets Indre.
„— Dit Kald er tungt; Din Dont er svær;
„Dit Ansvar stort; dog tab ei Model!
„Om ogsaa Pøblen skriger, vær
„Forvisset om, en udvalgt Hær
„Af Sandheds Venner staaer Dig nær
„Og giver Livet hen og Blodet
„Ved Glimt af Lysets Morgenskjær.
„Dom maa der til; men Den, der dømmer,
„Bør mindes vel, Geniets Frugt
„Er kun et endeligt Product,
„Der, født af Tiden, med den svømmer.
„Han vaage for Critikens Sag,
„Før han et enkelt Værk berømmer;
„Men overveie Nat og Dag,
„Før han et stort Talent fordømmer.
„Thi det er let at rive ned;
„Det er ei heller svært at tage;
„Men vanskeligt, i Tabets Sted
„At give det Forglemtes Mage
„Og frelse hvad der bli’er tilbage.”
Saavidt Artiklen af mit Testament,
Hvormed Du altsaa nu er gjort bekjendt.
Har Du ei sporet noget vist Junonisk
Og Majestetisk, noget halvt Dodonisk,
Orakelmæssigt i dens Tact,
Der giver Talens Strøm en egen Magt?
En (at jeg selv skal sige det) en Vægt
I Rhythmerne, der pukker paa Respect?
En egen gratiøs Forviklen
Af Tankerne, der følge Slag paa Slag,
Er sikkert synlig for Dig i Artiklen.
Men derimod det er en anden Sag,
Om sammes Indhold finder Dit Behag;
Især, om Tanketraaden, som jeg spinder
Om et æsthetisk Dommer-Embed, finder
Anvendelse paa Dig. — For min Part jeg
Besvarer dette Spørgsmaal helst med Nei.
Men Folket, kjære Bro’er, har og en Stemme,
Vel ei en Guds,
(Som man ei sjeldent troer hos Jer derhjemme)
Men ingenlunde derfor strax en Studs,
Der brøler, naar den slaaes for Panden.
Det er en Stemme sandtnok som hver anden;
Men den er stærk og kræver Agt,
Om ei ved Andet, ved sin Magt.
— Hvad altsaa Folket siger, kjære Fætter,
Om det, Du virker i Critik og Digt,
Det vil Du vide, som jeg forudsætter.
Velan, det er min Pligt
I Hast at underrette Dig om Sligt.
Men at min lille Jocus ei beretter
Min egen eller Andres Dadel i
Et plumpt og klodset Jadskerie,
Det troer og haaber jeg, Du gjætter.
Tout au contraire, ved Versets Harmonie,
Dets ilende, dets bløde, dets melodiske
I Tact og Rhythmerne bestemte Fald
Jeg skal erstatte det Rhapsodiske,
Og Mangelen maaskee af det Methodiske,
Der er i Kjernen bag dens brudte Skal;
Men fremfor Alt, ved Melodien
Forsølve Pillen, der maaskee er i’en.
Hvad altsaa Folket siger, er
In summa extraheret her.
Man kan, i Korthed, ikke lide
Din Maade (som man troer) at ride
Paa Smagens Veie, der gaae op
Og nedad, som vi Alle vide,
I en saa farlig stærk Gallop,
Med saa ungdommelige Hop,
Imens Du skotter spodsk tilside
Til Stakkelen, der gaaer tilfods
Og river Hænderne tilblods
Paa Dine Sporers tidt forlorne,
Men alletider spidse Torne.
Man lider, reverenter talt,
Min elskte Heiberg, ikke heller
Din Jagen efter Bagateller
I en Critik, hvor Sagen gjælder
Et Punkt, et vigtigt, der er galt.
Man hvisker om og man fortæller,
At det til Slutning gaaer for vidt,
Min kjære Broder, med Din Hængen
I det Correctes Skoleridt;
Man troer, det gaaer Dig snart som Drengen,
Til hvem man havde sagt saa tidt,
At Have skulde skrives Hauge,
At Fyren voved’ nok et Skridt,
Og staved’ Ordet Mave: Mauge.
Man paastaaer i Karcth og Gig,
I Droschke, Wienervogn og Kane,
Du har en reent bandsatisk Vane,
At skrive hjerteløs Critik.
Din Fryd er ikkun at raillere,
At skjemte, spase, lee, med mere;
Ja, Folk betragte Dig tilsidst
Som Danmarks største Harcellist,
Og blive snarligt blaae af Vrede,
Hvis ei de er det allerede.
Man siger, er saa godt serveret,
Med saa piquant og kraftig Mad,
Som den, der fordum blev leveret.
Man dadler, som det synes mig,
Der er for lidt deri af Dig.
Man klager over, Du har ladet
Lidt meer end billigt, meer end Ret
Og meer end ønskeligt, Y. Z.
Bestride næsten ganske Bladet.
Naturligviis man roser høit
Den Fiinhed og den Tact, han viser
Imod Acteurer og Actricer;
Ja, hans Skarpsindighed man priser,
Samt, at han „rigtigt skriver drøit;”
Men, at han stundom deducerer
Hvad Ingen ønsker deduceert;
Og ikke sjelden da manquerer,
Naar Noget ventes demonstreert.
Endeel (hvem sagtens Fanden frister)
Eiheller skjænke Bifald til
De mange lange Mandtalslister,
Han gav os over Stykkers Spil.
Men næsten Alle troe, det bliver
Til Ingens Skade, hvis han skriver
En lille Smule mindre bredt,
Ei nær saa overvættes fedt,
I Reglen mindre selvbehageligt,
Og endeligt til Sprogets Tarv
Med større Kjerne, mere Marv
Og i det Hele mindre mageligt.
Det bliver, troer man og, til Ingens
Forkleinelse, men mindst til Tingens,
Hvis Foredragets Traad han spandt
Paa sine Steder mindre lyrisk,
I dettes Sted lidt meer satyrisk;
(Man mener herved, at han vandt,
Ifald han var lidt meer piquant)
Ja, dersom Hr. Y. Z. iblandt
Var noget mindre panegyrisk,
Man troer, Enhver sig deri fandt.
Hvad Folk forresten recenserer,
Min elskte Heiberg, alluderer
I Hovedsagen til en Skjemt,
Som Du vel ei har meent saa slemt,
Og til endeel, jeg nu har glemt.
Som een af Dine gamle, sande Venner
Jeg har foruden Skaansel og lidt kort
Berettet Dig en Menings Yder-Ender,
Hvad, uden Motivering, falder haardt.
Du trænger sagtens ikke til Forstærkninger
Og har beviist os Styrken i Dit Sprog
Til eget og til Andres Forsvar. Dog —
Tillad mig slutteligt et Par Bemærkninger.
Jeg troer, det er ei ene min, men Fleres,
Vel Mængdens ei, men upaatvivleligt
Den bedre Deels Formening, at et Digt
Af meget Faa hos Eder criticeres
Med en Skarpsindighed, en Smag som den,
De traf hos Dig, min elskelige Ven!
Og dog en Part af samme troe igjen,
At i Critiken aldrig bør railleres.
Jeg er vel ei en saadan Rigorist
(Og har beviist det, tænker jeg, tilfulde)
Dog mener jeg saavist,
Der gives Ting, hvormed man aldrig skulde
Raillere, for at ikke man tilsidst
Mod sig og Sagen skal bevirke Kulde.
Hvi har Du pebret med Din Spot
Ved Himlen! dette Digt er godt!
Vel kan Critiken over Meget klage,
At Meget falder smaaligt, om ei smaat;
Men der er nok, der bli’er tilbage!
Jeg seer, hvis mig bedrager ei mit Syn,
Af Helges Digter Glimt deri og Lyn.
Der gives Spot, jeg aldrig ret kan lide:
(Dens Morsomhed, dens overgivne Side
Er yndet af mig, kan Du sagtens vide)
Jeg havde gjerne taget Noget fra.
Siig, var det Ret og velbetænkt, at give
Saa mærkelig en Stemning hos et Folk
Og dennes Gjenstand, Dannerfolkets Tolk,
Til Priis for dem, der ørkesløse drive?
En sjelden Genius, hvis Aand har haft
Sligt Herredom paa Grund af Tidens Stemme,
Og skjænket Eders Tanker Ordets Kraft,
Besiddet saadan Magt i Aandens Værk at fremme,
Fortjener, naar han synder som Poet,
At I hans ældre Laurbær ikke glemme,
Om ei af anden Grund, af — Pietet:
Tro ei, jeg ynder alle Blade,
Hvormed hans Musa ødsled fra den Tid,
Jeg svang mig bort fra Jorden og dens Strid;
Men viid: at høiere blev nu mit Stade;
Med Overblik jeg klarligt seer i Tiden
Hvad der har været, hvad der vorder siden.
Jeg føler mig bevæget dybt idag;
Min brustne Puppes Sjæl alt længe svinger
Forklaret sine Sommerfuglevinger
Og kjender ikke meer til Had og Nag;
Og medens om mig Fredens Hymne klinger,
Min Tanke henrykt gjennem Æthren bringer
Til ham, med hvem jeg engang bittert stred,
Forsoningen og Himlens Fred.
Men Du, til hvem jeg fremfor Alle
Har overdraget min Forsonings Sag
(Sangdommen over min ved Nat og Dag
I Live førte Krig for Kunst og Smag
Og for Critik, — i Korthed: Gratiernes Sag)
Du, som jeg end med Lyst tør kalde
Forfægteren af min Critik
Og Arving af min ofte misforstaaede,
Men visselig af Enkelte kun naaede
I Skjemt og Alvor førte Polemik:
Min Heiberg! Dig jeg atter vier
Til en Dig selv, Din Tænkning og Dit Vid
Og danske Sprogets rene Melodier
Og Kunstens strenge Fordring værdig Strid!
Lad Pøblen længe nok og de, der fægte
I Pøbelbatailloners Spidse, nægte
Dig selv og Din Critik et Hjerte: Den,
Der digted’ Elverhøi og andet Mere
Og kan saa smukt, saa reent sympathisere
Med vore Følelser, og er som Du en Ven
Og seer med Fryd i Mennesket en Broder.
Hvem desforuden søger man at snerte
I Polemik ved Mangelen af Hjerte?
Naar jeg har Lov at leve høit,
Mens Folk med Snillets Wienertærter
Og Sprogets Melodie-Concerter
Og Vittigheds Confect beværter,
Saa bryder jeg mig ei en Døit
— I Poesie — om deres Hjerter.
Idet jeg slutter, ønskende Dig Held
Til Dine Foretagender, og sender
Til Dig og alle mine danske Venner
Her fra mit Kikajon et ømt Farvel,
Du mindes, som jeg haaber og tør vente,
Artiklen af mit skrevne Testamente.
Fornemmeligt et Punkt, der sindes i’en,
At det er ei alene Theorien,
Men Praxis, der betrygger Poesien,
Du lægge Dig paa Hjertet Nat og Dag.
Ved et Fuldkommenhedens Stempel,
Ved Gratie, ved Din urbane Smag,
Du lade Dine Værker for vor Sag
Og for Din Samtid staae som et Exempel!