Hadding.
Heidrek, drag ikke bort saa brat!
En Skjænk vil Hadding dig bringe.
Her har jeg samlet for dig en Skat,
Klenodier, gyldne Ringe.
Den er dig til Gavn i det fremmede Land,
Du bruge den alt efter Tykke.
Nu følger jeg dig til nærmeste Strand,
Med Ønsker for Fartens Lykke.
Heidrek.
Min ældre Broder lyde mit Raad:
Kryds ikke for nær mine Veie!
En Orm jeg gjemmer med giftig Braad;
Du vække den ei af sit Leie.
Jeg fatter vel, du sanked’ en Skat.
Mens Heidrek suged’ paa Labben,
Du kunde dig mæske ved Dag, ved Nat,
Og dreie paa Skuldrene Kappen.
I Høfunds Hal du soler din Krop,
Af gyldne Skaaler du drikker,
Mens Heidrek haanes af Trællenes Trop,
Og udenfor staaer som Tigger.
Med Seid, med en Valas skjændige Kunst
Har Høfunds Hu du forvildet,
Har stjaalet fra mig min Faders Gunst —
Let kan jeg betale dig Gildet.
Hadding.
O Heidrek, tænk ei saa ondt om mig!
Hvad har jeg dig gjørt, min Broder?
Hvorhelst jeg kunde, jeg talte for dig.
Det vidner for mig vor Moder.
Heidrek.
Min ældre Broder lyde mit Raad:
Slet ikke du stole paa Freden.
Vel muligt hænger dit Liv i en Traad,
Hvis Tyrfing slipper af Skeden.
Jeg mærker det paa hiin Storm i mit Bryst,
Paa Krampen i mine Hænder,
At arvet jeg har en Bersærks Lyst
Alt fra mine mødrene Frænder.
Hadding.
Du bliver saa bleg — du stirrer saa stivt,
Som Øiet gik ud fra sin Hule. —
Heidrek.
Mig lyster at øve en ond Bedrift.
Det agter jeg lidet at skjule.
Hadding.
Du drager Tyrfing — vogte dig vel!
Det er farligt, Tyrfing at drage —
Heidrek.
Du vogte dig selv! ... Far ned til Hel!
Et Liv maa Tyrfing nu tage.
Hadding.
O Heidrek, saarer dit Sværd mig grumt!
Heidrek.
Min Broder Hadding, du blegner —
Hadding.
Mit Syn forvildes ... mit Øie bli’er dumt ...
Heidrek.
Jeg vil støtte dig, Broder — du segner.
Hadding.
Lad her mig ligge.
Heidrek.
Du maa ikke døe!
Hadding.
En Gysning gjennem mig farer —
Du søge dig brat et Skjul under Ø!
Der komme Kong Høfunds Skarer.
Heidrek.
Lad dem kun komme — de gribe mig kun!
Jeg standser dit Blod, der rinder.
— Hvi falder dit Øie med Eet i Blund?
Ak, er det dit Liv, der svinder?
Kongens Hirdmænd.
Ligger din Broder,
Hadding den blide,
Død for din Fod!
Er Tyrsings blanke,
Straalende Klinge
Plettet idag med uskyldigt Blod!
Høfunds Trælle.
See, hvor han stirrer,
Hvid som en Væg!
Munden og Tænderne
Presser han sammen.
De rystende Lemmer
Han støtter til Sværdet.
Han knuger Hjaltet,
Saa Knoen er hvid.
Odden borer han
Dybt i Sandet.
Hirdmændene.
Usalige Stund!
Det Sværd, der dræbte
Hadding, din Broder,
Dødeligt saarer
Til Hjertet Høfund.
Trællene.
Træder tilside!
Hervar kommer.
Hervar.
Hadding er slagen! Hvo har dræbt ham?
Hirdmændene.
Der staaer han den blege, forfærdede Drabsmand.
Hervar.
Heidrek, min Søn! — og dræbt ham med Tyrfing
Trællene.
See, hvor hun sænker sit Hoved ned!
Pas paa, nu knækkes det høie Mod!
Hastig hen over Kind og Pande
Bleghed jager som skinnende Skyer.
Hervar.
„Naar Hervar hæver
„Tyrfing af Graven,
„Er brudt over Arngrims-
„Slægterne Staven.”
— Ja, Nornerne vandre ved Urdas Væld
Sjungende, svævende,
Guders og Menneskers Fremtid vævende.
Baldur dømmes af dem til Hel.
Askurs Børn! I tør ikke klage!
Med Guder I dele de sorgfulde Dage.
Hirdmændene.
Vær ikke modfalden, Hervar!
Altid den stærke Beslutning,
Utæmmet Lidenskabs Gjæring,
Raader hos Herskernes Slægter.
Ikke forsvarer jeg Heidrek.
Men i de Mægtiges Hjerter
Gudernes Vrede har hjemme.
Hervar.
Eder jeg takker for eders
Venlige Sindelag, Alle!
Følger med ham, der er truffet
Mægtigt af Gudernes Vrede.
Tager ved Stranden et Fartøi,
Letter ham Flugten fra Landet!
— I derimod, mine Trælle!
Løfter med Spydene Hadding!
Skynder jer fage til Høfund,
Hilser ham, nu har han mistet
Begge de blomstrende Sønner.
Heidrek har slaget den Ene,
Selv har han fredlyst den Anden.
Chor.
Høfund hiin Rige har mistet
Begge de blomstrende Sønner.
Heidrek har staget den Ene,
Selv har han fredlyst den Anden.