Amors Poetik
(Skrevet som Prolog til Lystspillet „Amors Geniestreger”.)
(Skrevet som Prolog til Lystspillet „Amors Geniestreger”.)
Imens den iisgraa Trækfugl, Frosten, bygger
Paa Land og Sø en Rede
Snart af chrystalne, grændseløse Stykker,
Og snart af frosne Draabers Kjede;
Mens Sneens Fog, som hvide Duun, sig brede,
Og Øiet blændes af de tætte Lag,
Der overalt berede
Et kjøligt Leie for en Vinterdag —
Og mens den øde Lund, den frosne Vove
Forener ved Kaminen
Hvad før var skilt Paa Søen og i Skove;
Mens Sang og Spil og Dands ved Tambourinen
Og Kunstens Foraars-Skjær
Adspreder Taagen, der mit Hjem formørker,
Indbyder jeg Enhver,
Der er en Ven af Kunsten, som jeg dyrker.
Desværre veed jeg, Kindens Rose daarer
Og giver Plads for hvide
Vandlilier, der skyde frem blandt Taarer.
En Gud, en frygtet, sidder ved min Side.
Han griber mine Glæder,
Mit Hjertes Varme, Pulsens raske Slag,
Min muntre Time med min mørke Dag,
Mit friske Liv, min Sundheds Aandedrag,
Alt han berøver mig som en Forræder,
Der leer ad mine Taarer, naar jeg græder.
Og denne Gud er Tiden: hvad jeg føler
Og tænker flygter fra mig, mens jeg nøler.
Min hulde Musa, du, min Sangs Veninde!
Din Finger peger paa
Minutterne, der ubenyttet svinde,
Og Aarene, der frugtesløse gaae.
Lad mig din Cither laane!
Lad mig end eengang sødt beruses i
Din Tales Poesie,
Og inden mine dunkle Lokker graane,
Ledsage Tacten af din Melodie.
End eengang lad mig slaae de gyldne Strenge!
Jeg veed jo ei, om jeg formaaer det længe.
Men siig, hvem vover jeg blandt alle Guder,
Der herske paa Olymp, at vælge til
Beskytter af mit Citherspil?
Jeg seer, min Musas Smiil mit Valg bebuder.
Hun peger hen paa ham, den lille, blonde
Og blinde Gud, der lærer Nattergale
At slaae og unge Pigebørn at tale;
Han, der forsøder Luften med sin Aande
Og svangrer den med Længsel og Begjær,
Den skjælmske, stundom i sit Forhold løse,
Men dog til alle Tider gratiøse
Gud Amor, kjendt, jeg tænker, af Enhver.
Tidt har han fulgt Poeten paa hans Gang.
For Adam sang
Han Digtet, det vidunderlige, søde,
Om Valborg, der for Axel leed og døde.
Jeg skylder ham uendeligt. Han bragte
Mig tidlig til at stræbe
Og troe paa de Forhaabninger, han vakte.
Han lagde Rimets Vellyd paa min Læbe;
Thi, mens jeg end var ung og tidt bedrøvet,
Han stod bag Løvet
Af Busken, hvor jeg sad og jamred’ saare.
I Flugten greb han skjemtende min Taare
Og gjorde — mon I gjætter? —
Af Taarerne de deiligste Sonnetter.
Han kjælede for mine Phantaster,
Han hjalp mig, naar jeg sang for min Veninde,
Han lærte mig, med Versets Melodier
Et reent, naturligt Udtryk at forbinde.
„Er’ dine Digte — sagde han — studeerte;
„Er’ Vendingerne tvungne;
„Er’ dine Følelser i affecteerte,
„For Øret ikke vante Lyd besjungne:
„Fortvivl da, Digter! om din Kunst,
„Og beed mig før i Prosa om min Gunst.
„Jeg og min Moder
„Skye Eders Digtes tvungne Perioder.”
Han viste mig, Ideen vorder plat,
Af rene Formers Ynde
Og af det rette Tonefald forladt
„Betænk itide hvad du vil begynde,
„Og stem din Cither til
„Det Thema, Sangens Fader
„Skal høre, naar han lytter til dit Spil.
„Betænk, at Pigen, som du elsker, hader
— Saa slutted’ han — en klodset Elskers Lader.”
Jeg fandt, det var min Pligt,
Blandt denne Guds utallige Bedrifter,
Hvormed han Held, men ogsaa Vanheld stifter,
At vælge mig Sujettet til et Digt.
— Tillader nu, Høistærede! (jeg mener
Blandt Damerne: de fleste;
Blandt Herrerne: de dygtigste, de bedste)
Tillader mig som Tjener
Af Amors Vink og Gudens Kjæledægge,
Mit Digt for Eders Fødder ned at lægge.
Hvis I belønne huldt med Eders Gunst,
Ei Digteren — den ubekjendte Sanger
Saa stort et Held ei venter, ei forlanger —
Men Digtet, Frugten af min Kunst:
Da skal jeg, trods den slemme Beltpassage,
Og trods den strenge Frost
(Jeg feiler med Poeternes Courage
Og kjører med poetisk Extrapost)
Hvert Hjertesuk til Amor transportere,
Hver Bøn, samt al den Kjærligheds-Malheur,
Der hidindtil laae over i Korsør,
Og Guden Eders Sag recommandere.
Han staaer paa Springet;
Spendt er hans Bue; Pilen er bevinget;
Han lyder mig som Digter ubetinget.
Men — hvis en bidsk og knurrende Kritik
Paa Et og Andet hist og her vil anke,
Og skiller plumpt, som nu og da er Skik,
Fra Digtets Indhold og dets Tanke
Den Form, hvorunder de Betydning fik:
Da pukker jeg paa Amors Poetik
Og fordrer af min Dommer, før jeg dadles,
At han betæker: Stof og Form er eet
I Digtekunstens høiere Gebeet,
Og at ved Formens Skjønhed Stoffet adles.