Naar endt omsider er Sommerens Tid,
Da følger Høsten, rolig og blid.
Den har et herligt, velsignet Hverv,
Den bringer Frugten af Stridens Dage,
Giver Fattig og Rig en Skjærv.
Men alvorlig den peger tilbage.
Mens den vandrer, lyder dens Røst:
Som eders Udsæd er eders Høst.
Jorden er nu beroliget. Luften
Aander kjøligt. Træerne staae
Bøiede ned af Frugten derpaa.
Høet paa Engen, som Karlene slaae,
Ligger og tørres med liflig Duften.
Æblerne med den rødmende Kind
Plukkes og samles. Kornet skal ind,
Høet i Stakke — Alle er’ glade,
Hver har travlt i Gaard og i Lade,
Ordner sin Skat med betænksomt Sind.
Himlens Velsignelse, frelst under Fare,
Frelst under Vexling af Veir og Vind,
Gjælder det nu med Klogt at bevare.
Ogsaa Menneskets Liv, der tungt
Kjæmper for hver Besiddelse, standser
Ved en Høst, et beroliget Punkt.
Hvad hans hedt begjærende Sandser
Uden Begrændsning stundede til,
Hvad han søgte vidt i det Fjerne,
Mens han satte saa Meget paa Spil,
Viser ham nu en frelsende Stjerne.
Nu han veed, hvad han attraaer og vil,
Livets Gaade han bedre kan fatte.
Nu han, med det Mindre tilfreds,
Samler sit Livs erhvervede Skatte
I en enkelt, begrændset Kreds.
Vaar og Sommer er Blændværks Alder.
Meget, der tykkes os skjønt og godt,
Viser sig indholdstomt og smaat
I Tidens Fylde, naar Frugten falder.
Men hvad Menneskets higende Flugt,
Vendt til alle Sider, har prøvet,
Hvad ham hidtil har styrket og øvet,
Sætter engang Velsignelsens Frugt.
Held ham kun, naar han ufordærvet
Kan bevare, hvad han erhverved’!
Ja, der lyder alvorlig en Røst:
Som vor Udsæd, saa er vor Høst.
Vi, der leve, lide og savne,
Søge forgjæves en Verden at favne,
Søge, men kun forgjæves, at slaae
Armen om Universets Ender;
Grændsen, vi vil gribe og naae,
Flygter for de forvovne Hænder.
Kun fra et Punkt kan Mennesket virke.
Men fra dette han kraftigt kan
Virke til Held for Folk og Land,
For Hjem og Arne, for Stat og Kirke.