Høsten er nu forbi. Med denne
Synes det som den fødende Kraft,
Jordens Indre hidtil har havt,
Med Eet er kommen til Maal og Ende.
En Sommerfugl lig, i svævende Dands,
Løftet af Vinger, fine og fagre,
Viste sig for vor undrende Sands
Vaaren henover Jord at flagre.
Hvad var dens Næring? Aftenens Dug?
Hvad var dens Aande? Vindenes Suk?
Dens Liv var kun kort, og stakket dens Lyst;
Men døende fødte den Sommer og Høst.
Høst og Sommer igjen som Larver
Suged’, den lange, solbare Dag,
Næring af Jorden med mægtige Drag,
Og skifted’, som hine, Former og Farver.
Nu melder sig Vinteren, haard og streng;
Da spinder sig ind den guulnende Væng,
Da spindes de høstede Markers Stubbe
I Snee og Iis som en uhyre Puppe.
Landet, saa vidt som Øiet kan see,
Hylles i bløde Tæpper af Snee.
Bladet, det sidste, fra Træet falder,
Grenene dækkes med blanke Krystaller.
Luften synes bedøvet af Kulde,
Havets Bølger ei længere rulle;
Havet endog, saa stolt og stridigt,
Sagtnes i Kulden, føier sig smidigt,
Lægger sit høitoptaarnede Vand
I faste Masser tæt under Land.
Sundenes Vover vugges i Ro,
Aaen, imens den iler, lænkes;
Frosten slaaer derover en Bro.
Hele Naturen i Stilhed sænkes.
Luftens Strømninger synes at staae
Stille, uagtet Stormene gaae.
Duggen langsmed Stenene fryser.
Solen stiger om Morgenen mat;
Over den tause, hvilende Nat
Et Nordlys blegt og flakkende lyser.
Tiden strider med standset Løb.
Jorden hviler fordybet i Tanker.
Hyllet i Sneens og Isens Svøb
Dens varme Hjerte sagtere banker.
Sagtere, kun med sagtere Slag
Banker det, men det staaer ikke stille.
Af Dæmringen bryder atter en Dag,
Af Kulden Livets evige Kilde.
Af Sneens Puppe bryder igjen,
Udødelighedens Billed for Jorden,
Foraarets Sommerfugl, flagrende hen
Med Blomster og Straaler, fra Syd til Norden.
Bølgerne vælte paany mod Fjorden,
Aaen dandser i Skoven paany,
Markerne dufte, Taagerne flye,
Og Purpur farver den drivende Sky.
— Endt er Kredsløbet. Aaret, der hviled’,
Til Udgangspunktet igjen er ilet.
— Naturen fødes igjen hvert Aar.
Mennesket har kun en eneste Vaar.
Ham favner et eneste Foraars Arme,
Ham styrker en eneste Sommers Varme.
Høsten neppe har undt ham Flugt,
Da mærker han Tidens hurtige Flugt,
Da lider han alt af Vinterens Tvang,
Aarene sagtne hans kraftige Gang.
Øinene sløves, Hænderne skjælve,
Brystets Buer meer sig hvælve
Over det Tempel, hvorfra saa tidt
Brusende Hymner hævedes frit.
Længer ei lyde kjække og vilde
Toner derfra, men sagte og milde.
Sagtere synger en Gud i hans Bryst,
Følt i hans Indre, men mat i hans Røst.
Og i hans Indre vorder det stille.
Af Verden venter han længer ei stort,
Med Verden har han sit Regnskab gjort.
Af Verden kan han Intet begjære;
Hvad hjalp ham forfængelig Magt og Ære?
— Og efterhaanden, som Vinterens Snee
Tættere synker ned om hans Isse,
Og Øinene dunkelt Synerne see,
Der blændende gaae fra Høiheds Spidse,
Døer han daglig for Verden hen.
I sit Indre fordybes Gubben.
Et bedre Haab ham vinker igjen.
Legemets Psyche, svindende hen,
Med Haabet spinder sig ind i Puppen.
Thi, fødes Naturen igjen hvert Aar,
Vi fødes igjen i den evige Vaar.
Den dybe Nat, der dækker de Døde,
Flyer for den himmelske Morgenrøde.
Fra hine Graves tungsindige Gjemme
Stiger et Haab, en seirende Stemme,
Et Haab, der over Forkrænkelsen naaer,
Et Haab om en evig, udødelig Vaar.