Elskte Ven! med os forbunden
Ved en stærk, skjøndt stille Magi,
Med hver Dag, der er forsvunden,
Nærmere vort Hjerte bragt —
For din milde, klare Tanke,
For saa mangt et kjærligt Ord
Vore Hjerter for dig banke
I et sagte Afskeds-Chor.
Med din Hustru, med den gode
Aand for Præstegaarden, drag
— Ak, skjøndt vel ei let tilmode! —
Hen at fremme Herrens Sag.
Han velsigne vil din Virken;
Thi fra dig vil Skriftens Bud,
En forsonlig Røst fra Kirken,
Til din Menighed gaae ud.
Far da vel, vor Ven og Frænde!
Med dit Hjertes Elskte drag,
Til et kjærligt Liv med hende
Under Præstegaardens Tag!
Al vor Ømhed vil vi lægge
I vort sidste Ord: Farvel!
Med en Bøn for Eder begge,
Med en Bøn for Eders Held!