I.
Fortunen, 1836.
Mel: Livet skal nydes, o Livet er herligt!
Middagens Hede nu hersker i Skoven.
Vinden fra Søen, der lufter foroven,
Trænger med Møie blandt Træerne ned.
Hør vore Bønner, o Søn af Semele!
Kjølige Druer du blandt os fordele!
Purpur og Guld i vort Bæger bereed!
Her er din Plads; der er Guder herinde.
Ceres, Pomona sig lifligt forbinde,
Styrke, forfriske den hvilende Gjæst.
End er der En — kan du see ham i Stuen?
Amor, den muntre, lænet til Buen —
Hør, hvor han jubler: „Her feires min Fest!
Vel er det herligt, at han er tilstede!
Sjælen er han i vor festlige Glæde.
Mærk, hvor han seer paa den rødmende Brud.
Sagte han sukker: „Saaledes var Psyche!
Held dig, o Brudgom! jeg priser din Lykke,
Værd at misundes endog af en Gud!”
II.
1840.
Mel: Lad den skrantende Magister
Tiden er, det vil man vide,
Ligegyldig, kold som Iis.
Kun det Faste, det Solide,
Tør man paastaae, er i Priis.
Og med Glæden, som der menes,
Er det grumme snart forbi;
I Besparelser forstenes
Livets Lyst og Poesie.
Nei, o kjære Venner, Kloden
Ruller end saa let som før.
Glæden, var den ei paa Moden,
Aabnede sig selv en Dør.
Er det sandt, at Tiden tærsker
Som en Træl for Brød, da mærk:
Alt det Herliges Behersker
Er endnu som fordum stærk.
Han, der byder her paa Jorden,
Han, der bød i Guders Sal,
Han, der standsed’ Jovis Torden,
Han, der Ares’ Vaaben stjal;
Han, der røved Hermes’ Vinger
— Dog, Hvo har hans Under talt?
Amor! Amor! han betvinger,
Han endnu behersker Alt!
O lyksalig Den, der kaares
Til et Maal for Gudens Piil!
O lyksalig Den, der saares
Ved hans Høitid af et Smiil!
Der, hvor Amors Pile suse,
Springer Glædens Roser ud!
Den forstenende Meduse
Flygter for den glade Gud.
Hør, hvor han i Sangen sukker!
See, han smiler fra sin Plads!
Hør, hvor han i Vinen klukker,
Mens vi fylde Hver vort Glas!
Og for Eder, der besjælte
Af hans Guddom lod hans Bud,
Han med os, o nys Formælte!
Bringer høit et Vivat ud.
III.
Strandvejen, Juni 1854.
Mel: Til Myklegaard og Spanieland (Svanehammen).
Det rygtes vidt ved Øresunds Strand,
Skjøn Jomfru bort vil drage.
Hun seiler til et fremmed Land
I sin Ungdoms feire Dage.
Hvorhen, hvorhen fra Skov og Strand?
Saaledes sang paa Qviste
En liden Fugl, og fløi foran,
Ret ligesom den vidste —
Den vidste, ja den vidste,
Den Jomfru til det fremmede Land
Vil alt med sin Brudgom drage.
„O faure Sund! o blomstrende Kyst!
Skjærsommers Tid, du søde!
Til Afsked hilser Jer min Røst,
Alle Bølger, blaa og bløde!”
Hvorhen, hvorhen, du Jomfru fiin?
Vi kan dig ikke miste —
Saa hvisker Bølgen og gaaer foran,
Ret ligesom den vidste —
Den vidste, ja den vidste,
Fra Sundet, paa Skjærsommerens Tid,
Hun vil med sin Brudgom drage.
O, hør os, Brudgom! hør os, Brud!
Den Kyst, hvortil I kommer,
Paa alle gode Geniers Bud
Har beredt en blid Skjærsommer.
Derhen, derhen I freidigt gaae!
Og vi, der Eder miste,
Et venligt Hjem vi Eder spaae;
Thi alt forud vi vidste —
Vi vidste, ja vi vidste,
At hisset paa den yndige Kyst
Jer venter en blid Skjærsommer.
IV.
Mel: Der vanker en Ridder mellem grønne Træer. (Elverhøi.)
Det kalder til Kirken ved Julefestens Tid,
Klokker høitidelig ringe.
Og talrig en Skare bevæger sig did,
Til Herren en Lovsang at bringe.
En Lovsang til Ham, der har Freden i sin Favn,
Stiger fra Mænd og fra Qvinder,
Til Ham, som kan stille det bittreste Savn,
Til Ham, som det Spredte forbinder.
Og selsomt os griber Menighedens Sang.
See, medens Aar ere rundne,
Han freded’ om Hjerternes lønlige Trang
Og holdt dem i Frastand forbundne.
Det kjærligste Forsyn, Elskede, holdt Vagt,
Mens Eders Længsler har tiet.
Det kjærligste Forsyn velsigner den Pagt,
Som Troskab forinden har viet.
Og nu, mens vi samles, Slægt og Venner, her,
Elskte, i festlige Ringe,
Og nu, medens Skilsmissens Stund er saa nær,
Vort Ønske, vor Hilsen vi bringe.
Fra os vil I skilles, stilles fra vor Ø,
Skilles fra Hjemlivets Lykke.
Ved Silkeborgs Skove, dens liflige Sø,
Et Hjem, et fornyet, I bygge.
Saa lytter da, Elskte, lytter til vor Røst!
Ikke vort Savn vi fordølge.
Men dog er vor Bøn: naar I gaae fra vor Kyst,
En føielig Medbør Jer følge!
Nei, ikke vi dølge, Eder vil vi tidt
Stille og længselfuldt mindes.
Men dog er vor Bøn, at I kjærligt og blidt
Til Arnen, I bygge, maae bindes.
Saa drager da, Elskte, drager fra vort Savn,
Eder et Hjem at berede!
Det Forsyn, der ene har Fred i sin Favn,
Om Hjemmet miskundelig frede!