Ved Julefesten i Studenter-Foreningen 1832
Mel. Der var engang en tapper Mand.
Mel. Der var engang en tapper Mand.
O Venner! I, hvis tætte Rad
Var her forsamlet aarlig,
Og trofast aad Værtindens Mad,
Om den var nok saa daarlig.
I, som forstaae Jer bedre paa
At drikke end at æde:
Gud give, det Jer vel maa gaae
Med alskens Fryd og Glæde!
Vel ligger mangt et Ord til Jer
Paa Hjertet mig alt længe;
Dog ønsker jeg, at eet især
I Eder dybt maa trænge.
Har Hver blandt Jer betænkt det vel
Ved Perlens Glands i Vinen,
At i December skal vor Gjæld
Betales i Terminen?
Forfærdes ei, I gode Mænd!
Jeg mener ikke Gjælden
I Rigsbanktegn til Den og Den:
Den trives jo ved Ælden.
Nei, hvis I med min Sangs Compas
En lille Stund vil fare
— Men tømmer først det fyldte Glas
Saa skal jeg for mig klare.
— Ak, det er tungt, men det er sandt:
Der er en Magt, der stækker
Vor Glædes Vinger midt iblandt
De festligsmykte Rækker.
For lutter lumpen Bryderie,
For al den Nød, vi lide,
Maa Livets Lyst og Poesie
Tidt sættes plat tilside.
Ja, det er sandt, skjøndt det er tungt:
Vi altfor tidt forsømme,
Imens vort Bryst endnu er ungt,
At sværme sødt og drømme.
Ja, selv ak synge høit i Chor,
Det gjør vi stundom ikke;
Og — denne Synd især er stor —
Vi glemme tidt at drikke.
See, det er derfor, har jeg meent,
At man i Stats-Maskinen
Fik Julens glade Fest foreent
Med Halen af Terminen.
Den Glædes Sum, vi har forsømt
Til Glædens Gud at yde
— Den være sand, den være drømt —
Skal Julens Fest ham byde.
Saa være Glæden da vort Bud!
Iaften Ingen mugne!
Iaften Munterhed vor Gud!
Iaften Alle drukne!
Hurra! ja I forstaae mig vel!
Jeg er jo blandt Studenter!
Iaften al vor Glædes Gjæld
Betales skal med Renter!