Chor af Trælle.
1ste Chor.
Hop, min Fole!
Ind i Flokken!
Ellers i din Hals jeg flux
Jager Jernets Spids paa Stokken.
See, den render!
Efter den ihast! afsted!
Hvis I ei den bringer med,
Jarlen os til Helheim sender.
2det Chor.
Lad den rende, jeg er træt.
Her i Græsset vil jeg ligge.
Tag min Davrepose, Bikke!
Æd kun du, til du er mæt.
Jarlen bider os nok ikke.
1ste Chor.
Der kommer Hervar,
Hans Datterdatter,
Med løftet Pande, med lette Skridt;
Med gyldne Ringe
Om Hals og Haandled,
Med Kaaben kastet om Nakken frit.
En smidig Vaand hun
I Gangen svinger,
Og trækker sammen de strenge Bryn.
Hun speider efter
Sin unge Fole,
Fra Øiet sender hun vrede Lyn.
Hun pleier Ingen af os at skaane.
Lad os til Gjengjæld den Stolte haane.
Hervar.
Har du alt lagt dig
Døsig til Hvile?
Æder du Davren saa tidlig paa Dag?
Op fra den bløde,
Svulmende Græstørv,
Op, og til Grønningen Folerne jag!
Trællene.
Saa sagte, Hervar! træk dit Veir!
Tag dig ikke min Davre saa nær!
Hervar.
Hvor er Stjerneblis, den høie?
Trællene.
Den har Ulven ædt inat.
Hervar.
Til dens Vogter blev du sat.
Trællene.
Men af Søvn faldt i mit Øie.
Hervar.
Hvor er Folen? svar mig brat!
Trællene.
Ulven aad den op inat.
Hervar.
Stjerneblis, min dyre Skat!
Ak, med de lette, hurtige Hove
Sprang den over det tornede Krat,
Fløi med mig over Mark, i Skove.
Den I Uslinger vogted’ mig ei?
Taalte, at Ulve sønder den reve?
Trællene.
Eengang vi Alle maae samme Vei.
Ulven, jeg veed, skal ogsaa leve.
Hervar.
Sløve Slægt med det stenede Hjerte!
Ikke du fatter,
Ikke du følger den Harm, den Smerte,
Tabet forvolder Svafas Datter.
Træl, der i din Forvorpenhed hærdes,
Og i Foragten føler dig tryg,
Hvis for mit Syn atter du færdes,
Rammer min Vaand din krummede Ryg.
Trællene.
Datter af Svafa!
Tag vaerlig paa!
Hvorfor vil du true
Strax med at slaae?
Agt ei saa ringe
Trællenes Slægter!
En Træl din Moder
Med Tiden ægter.
Veed du det ikke,
Saa lad mig fortælle:
Din Fader, Haanlige,
Hørte til Trælle.
Hervar.
Du lyver, Usling!
Trællene.
Han vogtede Sviin,
Dengang din Moder ham tog under Liin.
— Hahaha! see kun!
Nu blev hun bleg.
Nu hun fortryder,
Hun ypped’ den Leg.
— Saa sagte, Hervar!
Og træk dit Veir!
Tag dig ikke min Davre saa, nær.
— Hahaha! Munden
Med Eet gik istaa!
Bort hun sig skynder og glemmer at slaae.