N. Lang Nissen
Udført ved hans Jubilæum i Metropolitanskolen til Musik af U. P. Berggreen.
Udført ved hans Jubilæum i Metropolitanskolen til Musik af U. P. Berggreen.
Før Talen.
Choral
(afsjungen af Skolens yngre Disciple).
Til dig, o Gud! vor Tanke gaaer,
Skjøndt frygtsom end og bly.
I Held og under bange Kaar
Til dig med Bøn vi tye.
Den vilde Sti, det falske Spor
Opklarer sig for Den, der troer,
Og lytter til dit Ord.
Send os, o Gud! fra Naadens Hjem
Din Sandheds Straale ned!
Og hør vor svage Bøn for dem,
Der lede vore Fjed!
Lad os erkjende dine Bud,
Der gjennem dem til os gaaer ud,
Vor Fader og vor Gud!
Recitativ.
„Den vilde Sti, det falske Spor
Advarende skal staa for Den, der lytter
Til Herrens Ord;
Men blænde Den, der ei paa Herren troer.”
Det lærer Krøniken, det lære Sagn og Myther.
Tungsindigt Øiet dvæler
Paa ældre Tiders faldne Kapitæler;
Tungsindig standser Forskeren sit Blik
Ved det Forgjængeliges Taarepile,
Ved al den Herlighed, der gik til Hvile,
Ved hiin den gamle Verden, der forgik, —
Engang saa stræbende, saa stæk og ung!
Men Herrens Haand paa den faldt tung.
Solo med Qvartet.
Den Verden, du har peget paa,
Vel gik den i sin Stræben under;
Men hvad den var kan ei forgaae,
Dens Magt vor egen Tid begrunder.
Ja, Herrens Haand faldt tung paa den!
Men, for det Endelige rendset,
Dens Herlighed staaer op igjen,
Dens aandelige Magt er end
Et Maal for os, et vidtbegrændjet.
I en bevæget, uklar Tid
Skal Tanken trættet søge Hvile
I denne Verdens endte Strid
Og ved dens tause Taarepile.
Og vi, der har et Tempel bygt,
Hvor Ynglingen til Sandheds Alter triner,
Udrustede med Herrens Frygt,
Vi toge Steen til Templet trygt
Fra hine glimrende Ruiner.
Efter Talen.
Qvartet og Chor (af Skolens yngre Disciple.)
O du, der hører hvad den Svage beder,
Bøi til vor Bøn dit Øre ned!
Hold dine Hænder over Ham, der leder
Med Kjærlighed og Viisdom vore Fjed!
Fiirstemmig Sang med Chor.
I denne Bøn fra yngre Læbers Chor,
O Jubelolding! blander sig en Skare,
Som hiin et Vidne om dit Liv, det klare.
Hiin tyder an din Virkens yngste Spor,
Med freidigt Haab for dine Fremtids Dage;
Men denne peger paa dit Liv tilbage.
Herrens Frygt og trofast niod hans Ord
Du leded’ begge, fra din Ynglings-Alder,
Til Latiums og Hellas’ Tempelhaller.
Det Lys, der fra den gamle Verden foer
Og slaaer fra sjunkne Kapitælers Mørke.
Du tolked’ os, — dets Svaghed og dets Styrke.
Du røgted’ tro et Kald, hvis Magt er stor,
Og hvis Betydning klarlig du erkjendte;
Thi skal din Alderdom dets Frugter hente.
Lyt da med venlig Villie til det Chor,
Der stiger fra en kjærligsindet Skare:
Gid Himlen naaderig dit Liv bevare!