Liberius si
Dixero quid, si forte jocosius, hoc mihi juris
Cum venia dabis.
Horat.
Paradis, den 14de Septbr. 1831.
Saa svigtede mig ei det Haab, der søgte
I danske Hjerter Gjenklang af min Røst!
Saa var det ei forgjæves, at jeg spøgte
Og loe og græd med dybt bevæget Bryst!
Saa har jeg ei, forklaret og forynget
Og luttret efter Livets Skjærsilds-Gang,
Forgjæves i min allersidste Sang
Mod Barbariet mine Pile slynget!
Saa lever altsaa end — o Fryd og Væld
Af meer end paradisisk-himmelsk Held! —
Saa lever end i Danmark, midt i „Haven,
Som Fredrik vogter, Fredens Engel lig”,
En fordomsfri Vurdering af den Krig,
Hvortil mit Manddoms-Liv indvied sig,
Skjøndt over den man brød som over dette Staven!
Men I mig dyrebare Trende! hvem
Iblandt den ikke mindre dyrebare
Bestandigt elskte større Landsmand-Skare
Jeg skriver til, med Hilsen til mit Hjem,
(Ak, selv i Edens Lyst jeg ei kan glemme,
At det var der, hvor først jeg fandt mig hjemme)
I, hvem min Tanke henrykt hænger ved,
Tilgiver I, om overfuldt mit Hjerte
End ikke her, i himmelsk Fred
Og fri for Endeligheds Kjeder, lærte
At holde Maade med sin Villyst og sin Smerte!
Jeg nægter ei, I Gode! da jeg lod
De paradisiske bekjendte,
Mod jacobinske Demagoger vendte
Epistler glide ned ad Tidens Flod,
For efter Evne lidt at raade Bod
Paa den af sandsesløse Mænd forkjælte
Misledte Smag, der vakled i sin Rod;
Jeg nægter ingenlunde, mig besjælte
Et Haab, min Frygt forgjæves stred imod.
Men et saa glimrende, ja fast aldeles
Af intet fornemt Nedblik svækket Ry,
Der gik forud for mig fra By til By,
Hvor ellers til det Træffende, det Nye
En saa complet, total,
Ved smaa Skjærmydsler vunden Seier,
Der splitted ad som Avner hver Plebeier,
Som paa en Helligdag sig gjorde gal,
Forfraadsende sig i en tydsk Journal;
Og hvad der meer end Alting veier,
At den fortræffeligste, netop den
Blandt Paradisets Herligheder end
Til hver Tid af mit Hoved agtede
Og af mit Hjerte mildt og ømt betragtede,
Ved Dannished, ved Adelskab i Aand,
Ved Trodsen mod Barbarers Slavebaand,
Ved Fiinhed og ved Smag i Omgangstonen,
Ved Sæder ypperligste Halvpart af Nationen;
At den i Digteren, der gik igjen,
Med Glæde saae en fordums elsket Ven;
Og at blandt denne Halvpart netop I
Fandt mine Breve værdige til Eders
Og Dannerfolkets Gunst: en saadan Sympathie,
Der hører til mit Livs Lyksaligheders
Kun sjeldent sprudlende, men bedste Væld, —
Hvor kunde jeg vel drømme dette Held!
Naar har man før i Danmark, efter Krigen,
For Skjemt og Polemik
Slig Interesse seet, der overgik
Naar have Rig og Fattig, Store, Smaa,
Pedeller nok saa godt som Professorer,
Boutiquiers, Grosserer-Matadorer,
Og de, der saa som saa i Spidsen staae
For Streifcorps, naar det kommer til Bataille,
Honnette Folk foreente med Carnaille,
Og Folk med Huer, Folk med Faldhat paa;
Naar have Skolens Rector, dens Adjuncter,
Studenter, Officerer priist
Med een Mund samme Gjenstand, viist
En saadan Enighed i Stridens Hovedpuncter —?
Var det en Anelse, der greb med Styrke
Mit danske Folk, at Poesie
Er Arving af en Himmels Harmonie?
At Kunsten, Digterne begeistret dyrke,
Skal aabenbare Stoffets Energie
I Sprogets smeltende, dets bløde Melodie?
Erkjendte man tilsidst, at Phantasie
Selv hos det eminenteste Genie,
Berøvet Studium, Besindighed og Tænkning,
Er underlagt det Jordiskes Forkrænkning?
— Ak! nogle faa, men stærke Greb i de
Engang beundrede, men siden glemte,
I fulde Toner zittrende, maaskee
Ved Tidens Raahed stundom lidt forstemte,
Men under alle Forhold, alle Kaar,
I Digtergubbens Høst, i Mandens Vaar
Med reen Begeistring gjennemspilte Strenge
Slog an i Folkets Bryst og dirred’ stærkt og længe!
Beruust af dette Held jeg havde vist
For længe siden alt, I Gode! skrevet
Til Eder, til mit Hjem, med Tak for sidst;
Gud veed! mig Lysten ofte nok har drevet,
Og sporet mig Pegasen for mit Vid.
Men — det har rigtigt skortet mig paa Tid;
Og herved blev tildeels forsinket Brevet.
Det følger af sig selv, at jeg i Kraft
Af mit utrolige,
Beqvemme, magelige, rolige,
Misundte Sinecura-Liv har haft
Det Otium, der kræves for at lade
Til Verden komme nogle skrevne Blade.
Men hvad man egentligt, imellem Slid
Og Slæb paa Jorden, kalder Tid,
Tid til at handle, til at virke,
Tid til at gjøre Dit og Dat,
Som skrive Breve til en Skat,
Gaae paa Comedien og gaae i Kirke;
Tid til at gjøre Vel i Løndom; Tid
Til nu og da at skrive med lidt Vid;
Tid til at gjøre Vers, der ikke
Paatvers i Halsen, naar de læses, stikke:
I Korthed, Tid til tusind Ting, hvortil
Man ikkun da har Tid, naar selv man vil:
Af det Slags Tid har jeg igrunden
Til Dato lidt i Paradiset funden.
For lutter Evighed
Man overmaade lidt af Tiden veed.
I mene muligviis, at det er Nykker,
Der taler af min Digtermund;
At Evigheden, skjaaren ud i Stykker,
Kan producere Tiden allenstund.
Nei, kjæreste! mod denne Sats jeg maa
Af alle Kræfter protestere.
Jeg beder, kaster blot et Øie paa
Den Jord, I leve paa! Jo meer I forestaae,
Des slettere gemeenligt I regjere.
Sæt En, der hidtil handlede sparsommeligt,
Til Eier af en lille Capital;
Snart skal man see ham som en holden Ka’l.
Giv ham en Million, saa skaaer han sig som gal
Og øder, skøndt tilaars, med Eet ungdommeligt.
Lad En, der hidtil puddred’ Folk i fem
Minutter, lægge ti endnu til dem:
Pas paa! han øder Tiden med at sluddre
Og bliver aldrig færdig med at puddre.
Sligt ligger i de Dødeliges Kaar:
Jo længere man læser til Examen,
Desmeer sandsynligt man den ikke faaer.
Jo længer’ man paa Frierfødder gaaer
Og kurrer for en Skat, des vissere jeg spaaer,
At man omsider vil gaae glip af Damen.
Kort sagt: jo mere Tid man raader over,
Des sikkrere det inden i os sover.
Betænker nu, om vi,
Med den uendelige Tid for Øie,
Uvante til den allermindste Møie,
Med Rimelighed slippe kan forbi
Et saadant Klippeskjær, paa hvilket I,
Hvis Liv er Øieblikke, talte Dage,
Usikkerheds og Mishaabs spildte Klage,
Hver Stund paa Dagen gjøre Haverie!
Ja, vi, der ride
Paa Evighedens Ganger i det Vide,
Hos os hvo gider gjort idag
Hvad han imorgen gjøre kan i Mag?
Og hvo — jeg spørger — gider
Imorgen, overmorgen, kort
(Thi her min Aande puster Tiden bort)
Hvo gider gjort til alle Tider
Hvad han med Vished veed
Kan altid gjøres i en Evighed?
Næst denne Grund til Tøven, før jeg skrev,
Der ellers nok kan ansees for tilstrækkelig,
Har jeg en anden, ikke mindre klækkelig,
Der meest forsinkede mit Knudebrev.
(Tillader mig, i Parenthes at skyde
Et Par Ord ind, hiint Slutningsord at tyde.
— Ved Knudebrev forstaaer jeg deels en Skrivelse
Fra den bekjendte Kanonerer Knud,
Bekjendt for sine skarpe Skud
Til Republikens Tarv og Smagens Stivelse;
Deels — hvad der let kan ledes ud,
Da Ordet selv Betydningen bebuder —
Et Brev, der nu og da gjør Godtfolk Knuder.
En undersætsig Værtshuus-Potentat,
Med Handsker, gjort’ af Bøffellæ’r, paa Hænderne,
Med svære Rytterstøvler paa
Og med et Mæle, Fanden kan forstaae
Paa Grund af Sprogets Grød imellem Tænderne,
I eftergjorte Flyveposter troer
At kunne gaae i Knuds berømte,
I Sandet neppe trykte Zephyr-Spor;
Naar Knuderne, han muligt drømte
At kunne gjøre Folk, er reduceert’ til dem,
Der af en knudret Tanke stikke frem;
Naar Fyren mener, med en ond Grimace,
Uskyldigt som en Knud at kunne spase;
Og naar han over Brevet, han gi’er ud,
Hvori han Versemaal og Sprog forkluddrer,
Har ubesindig sat: „Et Brev fra Knud”:
Som sagt, der var en anden Grund,
Der altid hindrede mig i at skrive.
Jeg vented’ nemlig paa fra Stund til Stund,
At mine første Breve skulde give
Anledning til en lille Smule Strid,
Lidt Polemik, en ganske lille Trætte,
Hvori man med Avance kunde sætte
En ubenyttet Capital af Vid.
Jeg tænkte, hine Breve skulde føre
Til noget Suffisant:
Ak ja! Jeg smigrede mig med iblandt,
Man kunde haabe snart et ret forsvarligt Røre.
Hvor ofte har jeg her i Paradis
Med mørke Miner, Grubler-Pande
I min Fortvivlelse begyndt at bande
En, ak! forgjæves gjennemlæst Avis,
I hvilken mine Breve
Med lutter Høflighed berørte bleve.
Hvor har jeg ikke luret paa en Snært,
Der nogenlunde var et Gjensvar værdt!
Et Sidehieb, der trængte gjennem Huden,
Et lille Slag paa aandelige Snuden,
Der sigtedes og dirigeertes godt;
Ja endelig, da Alting glipped’, blot
Et Baadsmands-Slag, en simpel En paa Tuden!
„Du er umættelig!” — I muligviis,
Skjøndt kjendende min Nøisomhed, bemærke —
Og ubegribelig er os Din stærke,
Med Æther-Næringen i Paradis
Ei let foreente Lyst til skarpe Spiser,
Den Appetit til Klammeri, Du viser.
Har ikke de, hvis Røst fortjener Agt,
Hvis Stemmerettighed Du selv erkjender,
Paa mange Maader alt for Dagen lagt,
At Dit Besøg hos os var kjært for Smagens Venner?
Har Du forglemt det skjønne Brev,
Som Flyveposten dengang til Dig skrev?
Med Hæder omtalt Dine sidste Sange?
Af Agt for Smagen
Og for Din velanvendte Polemik
Har denne lærde Republik
Med Forsæt pillet ud Dit Værks Critik,
Og holder sig aleneste til Sagen.”
Ja, seer I, elskte Venner! netop her
Er Punktet, der kreperer mig især.
Gud veed, at i mit vundne Himmerige
Jeg læste med en Vellyst uden Lige
Det Himmelbrev, det skjønne Flyveblad,
Der alleregentligst for Mons var Mad;
Et Brev, som Engles Chor kan udenad.
Gud veed, at, uvant end, mit Øie drikker
Af hvert et lille Bogstav i
Det literaire Maanedsskrifts Critiker,
Betræffende min sidste Poesie,
En Glæde, dette Hjerte, daaret
Af mange falske Haab, kun tøvende har baaret.
Hvad skal jeg meest beundre her? den Aand,
Der, vant til Selskab med Olympens Muser,
I Gratiernes Nectar: sig beruser
Og smiler ad Systemets Baand?
Hiint Forskerblik, der, hævet over Vrimlen,
Med Klarhed søger efter Sandheds Spor,
Og næsten for uskyldigt for en Jord
Bestandigt stiger høiere mod Himlen?
Gud veed, som sagt, at jeg tilsidst
Af Fryd snart Intet af mig selv har vidst;
Besynderligt Humaniteten,
Af hvilken næsten hvert Ord aander hist.
Mig hartad slog aldeles paa Planeten.
Men, elskte Venner! som Poet
Mig gavner ikke stort Humanitet.
Ja, jeg formoder alt, I ane,
At jeg var bedre tjent med lidt Chicane;
Og — saa besynderligt endog
For Eder synes kan et saadant Sprog —
Jeg ønskte helst til Gavn fog mig og Smagen,
Man havde holdt sig mindre strengt til Sagen.
„Hvorledes? — Gamle, skikkelige Knud!
(Jeg hører Eder atter bryde
Forundret ud.)
Hvorledes? Hvad skal det betyde?
Holdt sig for strengt til Sagen? Vil man sec!
Kanskee,
Naar man betragter Tingen nøiere,
Du havde heller ønsket, at vor Dom
Gik uden om;
Du bliver drøiere tilsidst og drøiere!”
Nei, dyrebare Venner! troer
For Alting ei, at jeg kan ringeagte
Af hine Recensioner blot et Ord!
Og mindst, at jeg med Haanen kan betragte
En Grundighed, der er saa rar i Nord.
Og dog — Ak! gid man heller
I Grundighedens Sted
Mig havde kildret Digterhuden med
Satirens Nelder!
Ja gid man havde, da man fægtede,
Langt heller prøvet paa
Mig uden videre tilblods at slaae,
Istedenfor at man mig Alting nægtede,
Idet man nægtede mig Eet,
Men Eet, jeg paa min Ære,
Paa Jorden ellers i enhver Ting beet,
Bestandigt troer endnu at være:
Poet!
„Men, bedste Knud; hvem har da nægtet Sligt?
Du overdriver, som sædvanligt, Kjære!
Er Brevene fra Paradis et Digt,
Saa er det godt; hvis ikke, lad saa være!
Men mister Du for det Din Digter-Qvalitet?”
Det løber dog, jeg synes, ud paa Eet:
En Digters Egenskab som Digter bliver
Beviist ved Værkerne, hans Musa skriver.
„Javist, hans Musa! Men betænk, Hr. Ven!
Om ogsaa Musen virkelig dicteerte
Ethvert af dine Vers, der criticeerte
Og stundom gjennemhegled’ Den og Den.
Vi feile neppe, naar vi mene,
At dette skyldes alt Critiken ene.”
Nei, Kjære!
I gjør’ mig virkelig for megen Ære.
Som Critiker, det veed jeg for bestemt,
Har aldrig glimret Mesteren i Skjemt.
Hvad jeg i Prosa nu og da, og drevet
Af Øieblikkets bittre Nød,
I eet og andet critisk Fag har skrevet,
Det overlever ikke langt min Død.
Men hvad jeg i min Manddoms Krast, og lokket
Af Gratiers og Musers Bifalds-Nik,
Imod en blind og døv og reent forstokket
Fortvivlet Poetik,
Har skrevet i poetisk Polemik,
Det, veed jeg, bliver ei af Tiden rokket.
Vel har jeg tidt fra Stadet, hvor jeg stod,
Med Alvor viet
Min Harpes Toner til at kjæmpe mod
Bersærkers Gru og Raseriet,
Der grumsed’ Hippocrenen ved min Fod.
Men naar og hvor jeg kjæmpede for Smagen,
Var midt i Striden ikke Strid,
Men Musens Bifald Løsnet for min Ild;
For mig min Kunst var altid Hovedsagen.
Og mine sidste Breve, hvad i dem
Har grebet, troer I, Folket i mit Hjem?
Critiken? en og anden Regel,
Som man til Nød kan læse selv hos Schlegel?
Hvad havde Folket nødig, i et Digt
At underrettes om en Digters Pligt?
Besidder det ei tusind Bøger,
Hvori det sinder, naar det ikkun søger?
— Nei, elskte Venner! Folkets Gunst
Blev ikke skjænket til et Indhold, næsten
Enhver kan søge hvor han vil forresten;
Den skjænktes Sangeren og Sangens Kunst.
Og I, hvor kan I troe,
At Digteren, der gjenvandt Freden
I et med Kamp og Uro vundet Eden,
At han forlod en elysæisk Ro
Ikkun for Den og Den at gjennemhegle,
Kun for i Godtfolks Vers at rette Stiil,
Kun for at slynge ned Critikens Piil
Imod enhver, ved ond og pueril
Grimace kjendelig, forfløien Kegle?
Mig driver Lyst og indre Kraft og Vid;
Mig driver Et, jeg veed ei hvad, der søger
En Gjenstand, mens det indeni mig spøger;
Mig driver Skjemtens Musa til min Ild;
Og skjøndt hun aldrig, hensigtsløs og taasset,
Som de, der trampe mig i Ryggen, Trosset
Og Eftertravet, spiller dumt med Vid,
Og mindst som disse vilde vove
At krænke Smagens og Fornuftens Love;
Endskjøndt hun er sig, først som sidst,
En kunstnerisk Alvorlighed bevidst,
Og aldrig taber ud af Sigtet
Hvad hun sin Gjenstand skyldig er i Digtet,
Men veed at styre
Midt under Jubellyd den overgivne Lyre,
Besindig i det vildeste Couplet:
Dog er det ikke billigt, ikke ret,
Af Viddets tvangfri’ spøgefulde Sange
Critikens Conseqventser at forlange.
Kort, at der siges til mig: „Din Critiks
Beskaffenhed det er, vi ville maale
Og gjennemtrænge med et skjærpet Bliks
Til alle Digtets Sider vendte Straale,”
Det kan, det vil, det bør jeg ikke taale.