Reisen paa Apenninerne
Skrevet til Melodie af Fredmanns Epistler, Nr. 47.
Skrevet til Melodie af Fredmanns Epistler, Nr. 47.
Morgentaagen stiger, fugtig og raa;
Bolognas Paladser i Dæmringen staae.
I Stilhed vi kjøre; den pragtfulde By
Passerer i Tanken Revüe.
Luften falder kjølig; hjælp mig et Gran!
Fast fryser jeg som en forfrossen Toskan.
Min Kappe gled ned fra min Skulder — see saa!
Til Florents, til Florents vi gaae!
Nu er Vognen mit Huus, Veturinen min Vært.
Kammerat, Appeninen skal tages paatvert.
Med et Forspand af Stude — see kun, i Galop!
Bestige vi Bjergenes Top.
Hvem er det, der kommer? En med et Læs.
Der bøier han ind paa det duggede Græs.
En Hest og et Æsel, det er hans Spand;
Man hjælper sig her som man kan.
Trøien har han slængt om Skulderen løst,
Og hviler paa Knipperne fast gratiøst.
Hans Ansigt er solbrændt, mørkt er hans Blik;
Han smelder og pidsker sit Krik.
— See, hvor Taagerne skilles og Solen gaar op!
See, hvor Bjerget i Dæmringen løfter sin Krop!
See, hvor Himmelen klares! — En Sky driver hen,
Og flygter og nærmes igjen.
Kommer du fra Danmark, svævende Sky?
Ak, dig har jeg seet ved min Fædrene-By.
En brændende Middag paa Himmelens Blaa
Du sneehvid og skinnende laae.
Bierne med Brum blandt Kløveren fløi;
Jeg hviilte mig døsig og træt paa en Høi.
Mit Ansigt jeg dækked’ paaskraa med min Hat —
Saa varm, saa behagelig mat!
Hvis du drager tilbage, saa hils paa mit Hjem!
Hils dem Alle! fortæl, hvor jeg tænker paa dem!
Men fordølg mine Klager! fordølg, at jeg tidt
Af hemmelig Hjemvee har liidt.
Veien bliver munter. See, den er fuld
Af Kærrer og Æsler, belæssed’ med Uld.
Der kommer en Reisevogn, bygt elegant,
En engelsk Karosse, min Sandt!
„Den var aldrig engelsk.” — Jo, jeg er vis —
Fra Vinduet kikked’ en gabende Miss.
Paa Bukken en Morian sad som en Steen;
En Bulbider mellem hans Been.
— Gaetano! saa stands dog! Hvad I har en Hast!
See, min Kuffert er skrabet. Bind Tougene fast!
Og min Hat, ak, min Hat — er da Mennesket gal? —
Er gledet af sit Foderal.
Hele Dagen gaaer det opad og ned,
Mens Solen har hævet sig brændende heed.
Og Luften er varm som ved Midsommers Tid;
Ja, Himlen af Heden er hvid.
Popplen staar ved Veien, dækket af Støv,
Men dybt i October med blomstrende Løv;
Og Engen paa Skraaningen, dufter den ei
Som Engen i Danmark i Mai?
— Kjære Venner! betragter den Udsigt vi har!
Seer igjennem min Kikkert! — Ja, deiligt, min Fa’er! —
Hine blaalige Bjerge, man fast skulde troe,
Var Skyer, der slog sig til Ro.
Vognen holder stille. Skal vi staae ud?
Ak nei, Veturinen har hentet en Stud.
Betragt kun, hvor Bjerget kneiser mod Sky;
Til Forspand vi trænge paany.
Egnen bliver øde, stenet og raa,
Ved Siden af Bjerget gaae Veiene skraa.
Og Luften er vindig, Støvet slaar op
Mod Pilens forknyttede Top.
En avant! Veturinen og Driveren alt
Svinge Pidsken og skrige — det gaar med Gevalt.
See, hvor Dyrene trække! see Hjulenes Spor!
— Den Bakke var Satans, min Bro’er!
Aftenrøden hist, et Purpurgevandt,
Drapperer sig langsomt om Skyernes Kant.
Og Veien gaar nedad; Bjergene slaae
De graanende Skygger derpaa.
Hesten traver hurtig, munter og let,
Med Bjælder om Halsen, i Manken et Net.
I Dalen dernede Klokkerne gaae
Til Vesper for Store og Smaa.
Veturinen har aftaget Hatten — see kun!
Og i Stilhed et Ave bevæger hans Mund.
— Med et Ave til Afrenens synkende Gud
I Andagt min Sjæl bryder ud.
Hurra, Kammerater! Her, som jeg seer,
Er Huset, der skaffer os Natteqvarteer.
Vor Kudsk holder stille. Stop! det var bra’!
Og En spænder Hestene fra.
Kjældersvenden kommer, vindig og let,
Og slaaer under Armen en hvid Serviet.
Der er han — bevar’s! — med et eneste Hop
Ved Trinnet. Aa Kjære, luk op!
Han er deilig! I Trøien af Nankin han staaer,
Med et okkerguult Ansigt og kulsorte Haar,
Med den høirøde Hue sat fiffigt paaskraa,
Og Tøfler af Sasfian paa.
— Dagen er til Ende; Maaltidet holdt.
Ak, hvad skal jeg oppe? Mit Kammer er koldt.
Med Øiet, der gnikker, Naturen faaer Bugt.
Til Hvile da! Lyset er slukt!
Ude skinner Maanen, dustig og fiin,
Og stjæler sig ind ad det aabne Gardin.
O see, hvor den spiller paa Gulvet; som om
Til Sengen den trøstende kom.
Som en Natlampe høit paa det dæmrende Blaa
Skal den lysende for Apenninerne staae.
Du, som tændte dens Straaler, o Verdenens Aand!
Jeg giver mig hen i din Haand!