Med disse Vers, der slagre
Paa Musers Vinger ud,
Jeg Sender Dig, min fagre
Nièce, Brev og Bud.
Jeg seer, Din Pen er blevet
Fortrolig med Dit Blæk;
Hav Tak, at Du har skrevet
Og at Du midt i Brevet
Har lagt en Sommergjæk.
Ved disse Vers, der viftes
Langt over Havet hen,
Din Gjæk, min Thea, skiftes
Mod en fra mig igjen.
Til Randers op sig vover
Min Tankes Sommergjæk,
En Skipper lig, der over
De nyligt frosne Vover
Forsøger Farten kjæk.
Min Musa, der er bange,
Naar Luften falder raa,
Er oeconom med Sange,
Mens Vinteren staaer paa.
Men lad blot Solen nærme
Sig Jorden et Minut,
Saa vil hun ud at sværme,
Og saa skal jeg beskjærme
Den lille, fine Glut.
Ifald min Musa bliver
Paa denne Tour lidt mat
Af overvættes Iver,
Du vredes ei, min Skat!
Hvis Digtet falder vandet,
Det ei dig volde Skræk!
Er det ei godt til andet,
Det gjælder dog paa Landet
Som liden Sommergjæk.
— Blandt Alting, der os blænder
Med daarligt Haab en Tid;
Blandt alle falske Venner,
Til hvem jeg fæsted’ Lid;
Især blandt alle Gjække
Jeg lider ikkun den,
Som Du, min Kjæledægge!
Har fundet paa at lægge
I Brevet til Din Ven.
Thi den er Jordens søde,
Dens førstefødte Bliv;
I denne Blomst vi møde
Dens første Spor af Liv.
Ja, denne Gjæk bebuder
En munter, liflig Vaar,
Uagtet Stormen tuder
Om Bondens frosne Ruder
Og fyger ind hans Gaard.
I den et Haab fornemmes,
Der qvæger med sin Røst;
Et Haab, der ei beskjæmmes,
Et Haab om Vaarens Lyst.
Ja, Sommergjækken lover
En deilig Blomsterflor
Og klare, sølvblaae Vover
Og Solen udgydt over
Den foraarsgrønne Jord.
I Sommergjækken spøger
Naturen med sin Ven;
En Skjemt, den siden søger
At gjøre god igjen;
En Pige lig, der gjækker
Sin Elsker med et Kys,
Paaskrømt ham Munden rækker,
Men siden tusind lægger
Til det, hun nægted’ nys.
— I, faure, lyse Klokker,
Der pryde smukt vor Jord
Med tynde, blonde Lokker,
Paa eder fast jeg troer.
I atter fra mig ile,
Og ere dog min Trøst;
I gjække mig, men smile:
„Vor Digter snart skal hvile
Ved Vaarens fulde Bryst!”