Paa Torvet, hvor Fontainen
Af Straaler dannes,
Der sad den smukke Rosa,
Der sad Johannes.
Johannes sagde: Hør mig,
Min unge Slægtning!
Jeg saae idag i Byen
En Dyrefægtning.
Der kjæmped’ Tigre, Bjørne,
Saa godt de kunde,
Mod Ryttere, mod Fodfolk,
Mod glubske Hunde.
Og herlig var at skue
Det Mod, der vistes;
Og mangen Rytters Kjækhed
Med Vivat pristes.
Og ofte man beklapped’
En Tigers Vildhed,
Og lønnede med Tilraab
En Jagthunds Snildhed.
— Blandt alle Dyr, der kjæmped’
(Der var vist hundred!)
En ung og stor Løvinde
Blev meest beundret.
Den traadte majestetisk
Blandt Rytterskaren,
Og saae sig om i Kredsen,
Urørt af Faren.
De største Hunde holdt sig
Som skye til Siden,
Stak Halen ind og yttred’
Ei Lyst til Striden.
En prøved’ man at true,
Og En at lokke.
Kun Een man fik til Kampen,
En engelst Dogge.
Den sprang imod Løvinden,
Den vilde napp’en.
Men fik af den til Velkomst
Et Slag med Labben —
Et Slag, der henad Jorden
Den Stakkel kasted’,
Mens flux til den som Lynet
Løvinden hasted’ —
Og holdt den ned til Jorden,
Og beed dens Side,
Og drak de varme Strømme,
Der runde stride.
Du skulde seet det! Hunden,
Den gisped’ stille.
Løvinden stirred’ paa den
Med Øine vilde.
Fra alle Kanter lød der
En Medynks-Klage,
Men Ingen turde Dyret
Fra Hunden jage.
I hvert et Bryst man følte
Med Hundens Smerte.
Kun i Løvindens Bryst var
Det haarde Hjerte.
Den slikked sig imellem
Tilfreds om Munden,
Gik til og fra, og lugted’
Iblandt til Hunden.
Med Øiet brustent denne
Trak tungt sin Aande;
Løvinden mærked’ neppe
Dens Nød og Vaande.
— Jeg faldt i Tanker, Rosa!
Har Medynks Stemme
Da, som man paastaaer, aldrig
Hos Dyret hjemme?
Og er det sandt, Naturen
Ei Skaansel kjender?
At blindt den raser, hvergang
Den Rædsler sender?
Ja, brød jeg ud, et Skybrud,
Og Lynets Flamme,
Og Stormens Gru kan Alle
Med Smerter ramme.
Naturens Elementer,
Der rastløs virke,
Paa deres Fart ei skaane
En hellig Kirke.
Og Stjernerne, der glimre,
Og Sol og Maane
Til vore Trængsler aldrig
Et Øie laane.
Det synes, som et Forsyn
Har ikkun villet
I Mennesket nedlægge
Sin Medynks Billed.
Kun han iblandt det Skabte
Et Vidne bærer,
At hist et Øie Medynk
Med Støvet nærer.
Kun vi, der selv saa ofte
Maae bittert stride,
Medlidende bevæges,
Naar Andre lide.
Og selv naar vi slaae Vunder,
Tændt’ op af Vrede,
Vi med vor Hjælp og Bistand
Er let tilrede.
— Johannes vedblev: Rosa,
Min faure Frænde!
Lad mine Ord til Mildhed
Dit Hjerte vende!
Lad dette, for hvis Sandhed
Erfaring borger,
Bevæge dig til Medynk
Med mine Sorger.
Betænk, et Forsyn danned’
Til Medynks Gjemme.
Dit unge Bryst, og agt paa
Din Elskers Stemme.
Ifald du ei min Længsel
Vil kjærligt møde,
Jeg snart mit Liv som Doggen
Maa grumt forbløde.
Vær mig da god, min Frænde!
Og laan mig Øre!
Et trofast Hjertes Tilbud
Du venligt høre!
— Den faure Rosa smiilte.
Sin Haand hun lagde
Paa Ungersvendens Skulder,
Idet hun sagde:
„Ja, Tak for alt det Smukke,
„Du har fortalt mig.
„Den Hund og den Løvinde
„Især gefalt mig.
„Men siig mig nu — hun vedblev —
„Hvor kan det være:
„Mit Aag med mine Spande
„Jeg knap kan bære.
„Hvad mener du, Johannes!
„Tag du det heller!
„Saa gaae vi sammnen hjemad,
„Mens du fortæller.
„Fortæl mig kuns om Bjørne
„og om Løvinder.
„Saa har jeg Nyt iaften,
„Naar Moster spinder.”
Taalmodig tog han Aaget
Saa gik de sammen.
Men kun med Møie dæmped’
Han Elskovs-Flammen.
Hun saae paa ham bestandig
Saa mildt og ærligt,
Og spurgte ham, om Aaget
Var ham besværligt.
Hun smiilte, naar han talte,
Og ømt var Blikket;
Og yttred’ han en Mening,
Hun altid nikked’.
Og da de kom til Hjemmet,
Hans Haand hun trykte,
Og med en Rosmaringreen
Hans Hat hun smykte.
Men ak! naar han som Beiler
Et Ord begyndte,
Hun i et andet Hjørne
Sig hurtig skyndte.
Og da han sagde: Rosa,
Du maa mig svare!
Saa loe og løb hun fra ham:
„Nei, Gud bevare!”
— Saaledes holdt hun stadig
Johannes fangen,
Og med sit Blik fortrylled’
Hun ham som Slangen.
Hun saae, hvordan han hented’
Saa dybt sin Aande;
Men, som det syntes, mærked’
Hun knap hans Vaande.
Naar med sit dunkle Øie
Hans Blik hun mødte,
Hun rolig saae, den Arme
Sit Liv forblødte.
Hun suged’ af hans Hjerte
De varme Strømme,
Og gik saa til og fra ham.
— Nu kan I dømme!