Den næste Aften traf jeg min Veninde
Paa hendes Yndlings-Bænk, et venligt Sted,
Der laae i Ly af nogle høie Linde
Og saae til et Partie af Stranden ned.
Hun sad og syede paa en Morgendragt
Og gav ei Agt,
Fordybet i sit Arbeid, paa mit Komme.
Jeg tav og satte mig i Stilhed hen,
Til hendes Arbeidstid omtrent var omme.
Da saae hun op. „O, er det dig, min Ven!
Det var ei langt derfra, jeg havde hentet
Dig ned til mig, saa længe har jeg ventet.
Husk paa hvad du har lovet mig. Du vilde
Vor Underholdning fra igaar fornye.
Begynd, min Ven! for det er rigtigt silde”. —
— Og dermed blev hun rigtigt ved at — sye.
Jeg frygter — sagde jeg saa mildt jeg kunde —
Dit Syetøi distraherer ....
„Ingenlunde;
Jeg passer paa.”
Jeg mener blot, at du ....
„Ak, nei! jeg hører efter, troe mig nu!
Mechanisk fører Fingeren min Naal,
Imedens jeg forfølger uden Hinder
Og ugeneert min Tanke til dens Maal.
Ja, ved mit Arbeid selv min Tænkning vinder:
Min Sjæl erhverver Ro og binder
Det Nye med Lethed til de ældre Minder”.
O, tie! — jeg udbrød — Mod en Advocat,
Der saa veltalende som du plaiderer,
Og med din Stemmes Vellyd, disputerer
Forgjæves selv den viseste Socrat.
Sye da i Guds Navn! Men ifald det hændes
— Og Herregud! det kan jo skee — at du,
Naar Ærmerne, der sættes ind, skal vendes,
Og Traaden, som du syer med, gaaer itu,
Aldeles slipper Traaden i en Sætning:
Saa maa du sige mig det lidt forhen.
„Godt — smiilte hun — jeg skal, min Ven!
I saa Fald hoste til din Efterretning.
Men paa den anden Side, hvis jeg skulde,
Tiltrods for min Opmærksomhed, et Sted
Ei følge dine Tankers Flugt tilfulde,
Saa venter du jo lidt og ta’er mig med?
Hvor kan du spørge! Mine Tanker vinde
Just derved en Betydning for mig selv,
At jeg har vexlet dem med dig, Veninde!
Thi Tankerne kan lignes med en Elv,
Der strømmer i en anden ud, men vinder
I Styrke, skjøndt det synes, den forsvinder.
Ved denne Sammensmelten, ved at gaae
Med større Hurtighed og Styrke paa
En Vei, den fælleds Virksomhed har banet,
Og ved at følge med hverandre, naae
Forenet Strømmene til Oceanet.
Saaledes ogsaa Tankerne: de vinde
I Styrke naar de synes at forsvinde.
— Som tvende Strømme har vi hidtil søgt,
Hver fra sit eget Udgangspunkt, at mødes.
Dit Øie ved Naturens Mangler stødes;
Dens Vexling skaffede dig Tvivl og Frygt,
Der med Beundring for Momentet brødes.
Men jeg har viist, Naturens Liv gaaer ud
I al sin Endeligheds-Form fra Gud,
Og at i ham den skal, ved Kunstens Bud,
Forherliges og atter fødes.
Naturen maa gaae under; den maa fattes
I al sin Mangelfuldhed; den maa staae
For vor Betragtning ubestemt og raa,
Og ved dens Vexling maa vort Øie mattes,
For at den gjenfødt ud fra Gud kan gaae
Og i sin Endelighed luttret stige
Fornyet, omskabt frem i Kunstens Rige.
I al Natur, min venlige Veninde!
I Alt, der aander Liv, er Spiren lagt
Til Undergangen af den skjønne Pragt,
Som vi momentviis i dets Tilvær finde.
Og Skyens Purpurrande, Hav og Luft,
Og Træets stolte Krone, Blomstens Duft,
Og Stormens Suk i tunge Bølgers Brusen,
Og Lærkens Trille, Nattergalens Slag,
Og Vestenvindens matte Susen
Blandt Træerne den lummervarme Dag:
Alt aander, dufter, vaager eller blunder,
Og virker og er til for at gaae under.
I slig Forgjængeligheds-Verden hefter
Bekymret Grandskeren sit Blik
Paa Mennesket, hvis Sjæl og Legem fik
Af Skaberen de ypperligste Kræfter.
— Følg mig, min Tankes bly Ledsagerinde!
En Stund, imens jeg dvæler ved det Første,
Det Ypperste, mit Øies Flugt kan finde,
Og i Naturens Gradation det Største.
Med Livets friske Væld,
Med det fuldendteste System Organer
Det parrer sin udødelige Sjæl
Og lægger dristigt grændseløse Planer.
Hvor er en Skranke,
Der hæmmed dets Beslutning og dets Mod?
Hvor hviled’ end dets hvileløse Tanke?
Ja, selv hvor lidet standsede dets Fod?
Og dog — selv Mennesket, der byder
Som Hersker over Verden, har sin Rod
I denne Jord, hans Tankers Flugt forlod.
Imens Naturen af sin Rigdom yder,
Dens Herre blev begrændset i sit Rige
Og ender, med at han Naturen lyder.
Thi heri er han Stenens, Plantens Lige.
Ak! mere skrøbelig end Plantens Blad
Han seer, ved Sjæl og Legem splittet ad,
Tilintetgjørelsen fra tvende
Modsatte Poler sig imod ham vende.
Ei blot Naturens Lov, der truer
Det Levende med Dødens Grændseskjel,
Hans Virksomhed, hans friske Liv forkuer;
Nei, selv tilintetgjør han Livets Væld,
Selv drikker han med altfor gridske Læber
Af dettes Kilder; selv han dræber
Det Liv, hvorved han saa begjærligt klæber.
Han lyder Sandsens Bud,
Imens han drømmer henrykt med en Gud.
Hvad der kan frelse ham han fra sig støder;
Og med sig selv i evig Splid,
Lig Statens Hersker, med sit Folk i Strid,
Sin egen Kraft han i sin Seier øder.
Imens jeg talte, havde min Pauline
Opmærksomt lyttet, lagt sit Sytøi hen,
Og sagde nu med sky, betaget Mine
Og sagte Stemme: „Nei, min Ven!
Du skildrer altfor stærkt. Fra disse Træk
Jeg vender mig med Angst og Skræk.”
Dog er’ de sande, vedblev jeg; og uden
At anerkjende dem vil intet Spor
Af Klarheds-Aanden, Sandheds-Guden,
Af alt det Evige, hvorpaa du troer,
Erkjendes paa den endelige Jord.
I hiin saa frugtesløse Higen
Mod det Uendelige; i den Strid,
Der ei kan kjæmpes ud i Rum og Tid,
Der er en Gud deri, der ender Krigen.
Af Stridens Elementer
Betragteren en stor Fortrøstning henter:
At Dissonanzen, vi fortæres i,
Alt her opløser sig i Harmonie.
Pauline tav, dog, som det syntes, mindre
Fordi hun mig i Et og Alt forstod,
End for ei strax at sige mig imod.
Jeg blev da ved igjen: Du vil erindre,
Vi talte sidst om Kunstens Forhold til
Naturen. Men iaften, hvis du vil,
Vil holde nærmest os til Poesien
Og Menneske-Naturen, til
Hiin dybe Gaades vexelrige Spil,
Hvori jeg nys har viist Disharmonien.
Vi vil betragte nærmere den Maade,
Hvorpaa den løses, denne store Gaade.
Det Stof, der altsaa her blev overladt
Til Digteren, er Mennesket, hiint svage
Forunderlige Væsen, sammensat
Af Kjæmpen med sig selv i trange, tunge Dage,
Af en Begeistring, ak! der strider mat
Imellem Haab og Tvivl og Nød og Plage;
Hiin Drømmer om det Evige, hiin kjække
Betvinger af et opbragt Element,
Hiint Væsen, hvem en natlig Lyd kan skrække,
Hiin arme Descendent
Af Jordens Viismænd og af Jordens — Gjække.
Det første Spørgsmaal, der os standser,
Er sagtens dette: Skal en Digter selv,
Lig Draaben i en strid og hastig Elv,
Sig lade rive hen med sine Sandser
Af dette Syn, hans Pen
I Digtet giver os igjen?
„Han skal vel ikke — sagde min Veninde;
Hvis han vil male sanddru, bør han staae
Lidt udenfor det Syn, han stirrer paa.
Men — er da han en Seer mellem Blinde?
Han er en Draabe, som du sagde selv,
Af Menneske-Naturens Elv”.
Tilvisse — svared’ jeg; men det bekjender
Du altsaa ligefuldt, at hvis hans Blik
Er hildet af det Syn, hans Musa sender;
Hvis den ham river hen, hvis den ham blænder,
Den Aabenbaring, der forbi ham gik;
Hvis han som en afsindig Troldmand ender
Med selv at dandse midt iblandt det Chor,
Hans Trolddomsstav besvoer;
Ifald hans Poesie
I Striden, han vil skildre, ta’er Partie,
Ei hævet over denne Strids Conflicter:
Da var han aldrig Digter,
Da giver han os kun hvad alt vi har,
Et raat, forvirret Billed, ingen klar
Opfatning af den Virken, Tumlen, Færden,
Der danner den forunderlige Verden.
Pauline sagde langsomt: „Ja, jeg maa
Erkjende det; det kan ei andet være;
Endskjøndt jeg ikke kan forstaae
Hvordan han slippe vil derfra med Ære.
Og har da hine Digtere, hvem vi
Indrømme vor Beundring og vor Hyldest,
I deres Poesie
Gjort denne strenge Fordring fyldest?”
Det har de uden Spørgsmaal. Vil du nævne
Et Værk af een og anden stor Poet,
Da vil du see, hans Genialitet
Beundres meest i denne Aandens Evne.
hvorved er Shakspeare da saa stor?
Hvi holdes Goethe, Holberg, Molière
Og Fielding, Engel, Kleist saa høit i Ære?
— De vare dødelige; denne Jord
Har ammet dem ved sine Bryster;
De have sværmet, feilet, og de foer
Saa godt som Andre vild blandt sandselige Lyster.
Som vi de lode dem af Skinnet daare;
Som vi de reves hen af Tidens Strøm;
Og mangen eensom Nat var Vidne til den Taare,
De offred’ til en indbildt Drøm.
— Og nu betragt de Værker,
Min venlige Veninde! de, hvori
Du overraskes af de fleste Mærker
Af deres skabende Genie.
Erindre blot hiint store Gallerie
Af Menneske-Naturer, Shakspeare maner
For Lyset frem, med Træk deri,
Som af vort Allerinderste han raner.
Erindre Goethes Meister, Tasso, Faust,
Og Holbergs, Molières Scener,
Og Engel, der i Lorenz Stark forlener
Et i sin Virken ydmygt, taust,
Et ubemærket Liv en Sandhedskraft, der river
Os hen med Bagatellen, han beskriver.
Erindre Kleist’s Prinds af Hamburg, hiin
Besynderlige Drømmer; kald tilbage
I Tankerne Tom Jones, din og min
Erklærte Yndling; tænk paa Soffi’s Klage!
Hvad er det, du beundrer? Er det ikke
De sanddru’ Skildringer, der for dig ligge?
Hiint Maleri af Menneskernes Kaar?
Hiint Overblik, der fatter hele Livet,
Imens det udenfor dets Hvirvel staaer?
hiin Kraft, umiddelbart en Digter givet,
Til selv at drage sig, sin Sandsning og sin Hu
Fra dette Liv, han hænger ved endnu,
Og skildre Menneskets Begrændsninger i Tiden,
Hans Livs Forvildelser, hans Kjæmpen, Liden,
Selv urørt af det, med en himmelsk Ro,
Ja, som en Guds, der svæver over Striden.
— Er det ei det, du har beundret?
„Jo;
Fornemmeligt hos Goethe har jeg stedse
Beundret Sjælens Ligevægt og Ro.
— Men, siig, hvad vækker da saa stærkt min Interesse?
I hine Værker skildres mig det Liv,
Der lader ringe Trøst tilbage,
Dets Lidelser, dets Savn, ja mangen smaalig Kiv,
Der i det Virkelige volder Plage.
Hvad er da Grunden til, at Savn og Nød
Og huuslig Jammer og en saa elendig
Afmatten for at skaffe dagligt Brød
Kan glæde mig, skjøndt tidt min Taare flød?
At Taabens Adfærd, at en ubehændig,
Meer førgelig end komisk Handling atter
Kan stemme mig saa vel og vække Latter?
Og nu Tragoedien — jeg gribes af hiint Spil!
Af denne Strid imellem Interesser.
Hiin Ædles Undergang jeg lytter til
Med Følelser, der Brystet sammenpresser.
Og dog ... jeg veed ei selv ... imens jeg rives
Af denne Skildring hen, fornemmer jeg en Lyst,
En Ro, en Fryd, der ikke kan beskrives,
Og en mig næsten uforklarlig Trøst.”
Kanskee — jeg gav til Svar — belyses Grunden
Til det, du selv har eftertænkt omsonst,
Ihast ved et Exempel af en Kunst,
Der er med Digtekunsten nær forbunden.
Du husker vist et Maleri, der hang
Paa Maleri-Udstillingen engang.
Det var af Eckersberg og forestilled’
Endeel af Kysten i et herligt Billed.
En forulykket Skipper, bragt i Land
Ved Hornbæks Fiskerleie. ...
„O, Du mener
Det skjønne Billede! — Et oprørt Vand
Var Stykkets Baggrund. Paa en eensom Strand
Blev trukket op en Baad af nogle Mand,
Der danned’ en af Maleriets Scener.
Man saae, det blæste stærkt. Det vaade Haar,
Paa Folkene blev viftet hen for Vinden;
Og Klæderne paa Børnene, paa Qvinden,
Der havde løftet Skjørtet over Kinden,
Var gjennemblæst af Stormen. — O, det staaer
Saa levende for mig! — Den stakkels syge,
Skibbrudne Mand, der var saa bleg og mat,
Naturens Oprør, Skyen, denne Nat,
Halvdunkel, gjennempidsket af en Byge!
Og nu de kjække Redningsmænd! det Mod,
Den hærdede Natur, der malet stod
I hver af deres stærkt marqueerte Miner.
Og deres Fattigdom, de usle Kaar,
Den Slid, der Nat og Dag af Havet piner
En Fangst, der knap til Livets Ophold naaer;
Det var saa kjendeligt — Og nu det sande, rene,
Ophøiede, ja skjønne Udtryk i
Grupperingen af hele denne Scene!
— Det undrer mig, at vi
Har talt saa lidt om dette Maleri.”
Nu vel — saaledes blev jeg ved — jeg sætter,
Du havde, min Veninde, selv engang
Oplevet en af det Slags Nætter.
Du stod ved Stranden paa det vaade Tang
Imellem fattigt Fiskerfolk; den skarpe
Nordostvind gjennem Havets Oprør sang.
Du saae tre, fire stærke Karle varpe
Med Møie, Slid og Slæb en Baad iland.
Fra Baaden har man ud en halvdød Mand;
Hans Blik var slukt, hans Aasyn blegt, og matte
Hang Lemmerne, mens man iland ham satte.
Den Arme! fra et rædsomt Uveirs Gru
Blev han kun frelst, og aander knap endnu.
Hans Folk, hans Fartøi, alt hans Eie
Sank ned i Elementets vaade Leie.
— Min kjæreste Pauline! sæt, du stod
Og saae paa denne Scene, troer du ikke,
Dens Jammer vilde dig saa stærkt bestikke,
At Følelsen for hvad der kunde ligge
Forresten i den, ganske dig forlod?
Mon Havets skjønne, frygtelige Skum,
Dets Bølgers Gang og Brændingernes Furer
Bemærkedes af dig? Mon Søens hule Brum?
Og troer du, at din Tanke havde Rum
For hine Sømænds dygtige Naturer?
„Ak nei, min Ven! det vil jeg selv ei troe.”
Og vil Du vide Grunden, Kjære?
Du manglede dertil den aandelige Ro.
I dette Livs Tildragelser, de være
Af komisk eller tragisk Characteer,
Er Scenens Elementer os for nære;
Vort Øie, blændet og betaget, seer
Tildragelsen kun fra dens ene Side;
I Taabens Liv et Vist, hvormed vi lide,
Hvorover man ei gjerne leer;
Thi det er klart, en ædel Aand generes,
Selv naar den største Nar prostitueres.
Og naar det Jammerfulde skeer,
Da lyder gjennem dette Smertens Toner,
Ei det, der os med Jammeren forsoner.
— Men nu — lad nu en Digter give
Et sanddru Billed af det samme;
Lad Maleren med Farver det beskrive
Paa Lærred indenfor en snæver Ramme:
O, hvilket Trylleri!
I al sin Heelhed, al sin Klarhed springer
Den samme Handling frem deri;
Men en Forsoning sagte fra den klinger,
Og i dens Mislyd Harmonie.
Det Latterlige taber nu det Bittre,
Det Krænkende, hvormed vi forhen leed;
Det Tragiske, der forhen lod os zittre,
Vidunderligt vi nu kan glædes ved.
Som af en piinlig Tvang, der trykked’ os, forladte,
Med Eet vi over denne Handling staae;
Dens Forhold til det Hele kan vi fatte;
Og dens Motiver vi tilbørligt skatte
Og see det Trøstende, den peger paa.
Nu kan vi græde med et lettet Hjerte;
Nu kan vi lee og smile ret med Lyst;
Thi Kunsten giver Sjælen Ro og Trøst,
Saa at vi frie betragte kan en Smerte.
Først nu, Veninde! tydeligt vi see
Hvad jeg forhen berørte,
Men du — tilgiv mig — misforstod maaskee:
At al vor Idræt førte
Til Dissonanzer, vi fortærtes i,
Thi undersøg for Alvor blot, hvori
Den Ro hos dig og Ligevægt er grundet,
Som du, jeg veed, fornemmelig har fundet
I episk og dramatisk Poesie.
Hvad trøster Dig i Hamlets Grublerier?
I Lears Fortvivlen? Chylocks Liv?
I Tasso, Faust? Prinds Homburgs Phantasier?
I Kohlhaas, Meister og i Machbeths Viv?
Ei sandt, Veninde? pludseligt du skuer
I Digtekunstens underfulde Speil
Tilintetgjørelsen, der kuer
Al Menneskernes Idræt, den, der truer
En Helts Forvildelser og Daarens Feil.
Thi Alle fare vild, og Alle drukne
I Lidenskabers Hav, og Alle sees
Af endelig Forblindelse bestukne,
Snart af et daarligt Haabs, snart af en falsk Idees.
Med underfuld Resignation Dit Øie
Hen over denne Tumleklode gaaer;
I hiin forgjæves Stirren mod det Høie
Og i dens Strid med daglig Nød og Møie
Du øiner de for Alle fælleds Kaar.
Dit Blik udvider sig, og hele Striden
For Din Betragtning som et Intet staaer;
Thi den er Tidens Barn og døer med Tiden.
Men med et saligt Haab du seer, at vi
Midt i Tilintetgjørelsen forklares;
Et høiere Princip gaaer op deri,
Og i Forkrænkelsen en Guddom aabenbares.
— Kun Eet er evigt! Evig er kun Gud!
Det er den Sandhed, elskede Veninde!
Der af vort endelige Liv gaaer ud,
Idet vi selv i denne Gud forsvinde.
Jeg tav. Pauline hented’ dybt sit Veir;
I hendes Træk en flygtig Bleghed malte
Det Indtryk af, hun følte mens jeg talte.
„Det er besynderligt — hun sagde med Besvær —
Jeg har saa ofte forhen streifet nær
Ved denne Maade,
Paa hvilken du har løst mig Livets Gaade.
Men altid har jeg næsten sky
Forladt den, skjøndt jeg greb den snart paany.
Først nu jeg seer, at det Forkrænkelige
I Menneskets Natur nødvendigviis
Maa heelt gaae under, hvis et himmelsk Rige
Skal bygges paa det Jordiskes Forliis.
— Lad mig nu see, om jeg dig ret forstaaer.
Den sande Digter, troer du, blev det givet
At skildre Menneskernes Kaar
Med sligt et Overblik paa hele Livet.
Og jeg formoder alt, hans Phantasie
Fornemmeligt er Evnen, der skal drage
Hiin Verden for hans Blik med al dens Fryd og Klage,
Med alle smaa og store Træk deri.
Men — var det ikke saa? han skildrer ikke
Som En, der blot Naturen efteraber,
Saa uklar som den selv? Han skaber
De Syner om, der for hans Øie ligge?”
Ja, du har truffet det til Punkt og Prikke
Jeg svared’ med et Smiil. — Det Raa,
I Menneskets Natur man støder paa,
Først i en Digters Billed vi forstaae.
— Som i et Bjergværk Huggeren, der stiger
Besindig, ufortrøden ned
I de af Fakkelblus belyste Klipperiger,
Og gjennem hemmelige Gange higer
Til Aarerne, som Ærtset klæber ved:
Saaledes stiger Digteren i Gange
Til Sjælens Indre ned, dens hemmelige Gange.
Begeistringen er Lyset for hans Aand;
Besindighed den Skytsaand, der bevarer
Hans Fod for Feiltrin og for Farer,
Og Viisdom fører overalt hans Haand.
Ja, som en Bjergmand, naar han rendser
Det ringe Kobberærts saavel som Guld
Omhyggeligt for Klumper Jord og Smuld,
Og smaalig Flid saa lidt som Farer ændser,
Behandler Digteren med Omhu og med Flid,
Veiledet af Instinct, Forstand og Vid,
De Characterer, som hans Kunst begrændser.
Den rige Skat,
Som han ved Forskning saae at tindre
I Menneske-Naturens Indre,
Den drager hans Genie af Dybdens Nat;
Ved kunstnerisk Forstand han skiller
Støvdelene fra Massen selv, der rigt,
Men raat, formørket tidt, i svage Straaler spiller.
Her har Du Kunstens Maal: Poetens Digt,
Skulpturen, Malerkunsten, alle stræbe
At give deres Gjenstands Grundidee,
Og rendse dem for Stofferne, vi see
Forstyrrende ved dem at klæbe.
Og lad mig føie hertil hvad man tidt
I trykte Bøger seer bestridt:
Hvad Digteren skal male
Er ikke blot den store Daad og Sligt,
Der fortrinsviis bli’er kaldt det Ideale;
Det hele Liv er Gjenstand for hans Digt.
Thi, som det er den samme milde
Og varme Sol, de samme Straalers Kilde,
Der gydes over Fjeldets Top og hiin
Af Tiden styrtede Ruin,
Og over Fredens Mark og Kampens vilde
Af Blodets Strømme gjennemtrængte Dal,
Og over Kongens guldbetrukne Sal,
Og over Armods Vraa, hvor Lyset trænger
Med Møie ned og mat ved Væggen hænger:
Saaledes er, o min Veninde! dette
Bevægelige Liv, vi see
I Menneskets Natur som dens Idee,
Snart udtrykt klart, snart ere nødt at gjætte;
Hiint Liv, hvorved vort Væsen er bestemt,
Der virker i det Ædle som det Slette,
I Alvor og det spøgefulde Lette,
I Talens Tugt, i overgiven Skjemt,
Og i Vilkaarlighed og Etiquette:
Hiint Liv, Veninde! mærk dig dette vel,
Er i sit indre Væsen lutter Dele
Af eet og samme grændseløse Hele,
Er lutter Strømninger fra samme Væld.
— Det fælleds Ophav, Sjælens lige Kaar,
Den samme, kun forskjelligt stærke
Strid med det Endelige, vi bemærke,
Der gjennem Dødeliges Idræt gaaer,
Er Punktet, der Betragteren forsoner
Med Menneske-Naturens Gradationer.
Thi med en Fryd foruden Lige
Jeg øiner Trinene paa denne Himmelstige;
I den Elendige, der tigger
Forgjæves kun ved Rigdoms Bord;
I Usselhedens Dybder ligger
Et Glimt, og var det kun et Glimt, der drikker
Sit Næringsstof af hine Straalers Chor.
Og henrykt seer jeg atter
Min Aand beslægtet med det mindre Tal
Af ædle, store Mennesker, og fatter
Med Møie mit udødelige Kald;
Indtil jeg endeligt med Svimlen,
Idet jeg følger Rækken Led for Led,
Forbauset standser ved
Et fælleds Ophav: Gud; et Hjem for Alle: Himlen.
For sligt et Overblik forsvinder
Hvert underordnet, raat
Begreb om Forskjel mellem Stort og Smaat;
Thi det er Mennesket, der vinder
Betydning for en Digters Phantasie;
Og ikkun da naar hans Genie
For vor Betragtning levende har stillet
Et klarere, men ei forædlet Billed
Af dette Liv, der foer hans Blik forbi,
Af Mennesker og Ting, der existere,
Har han forstaaet at idealisere.
— Det er Natur og Sandhed, som jeg søger,
Men intet misforstaaet Ideal,
Hvis maniereerte Træk en Digter stjal,
Naar høit det kom, af overspændte Bøger.
Da jeg var færdig, dvælede jeg lidt.
— Pauline havde fulgt mig Skridt for Skridt,
Og med en egen sjælfuld Glands i Øiet
Grebet min Haand med Hast et Sted
Og bøiet
Sig over til mig for at følge med.
Men, da jeg nu holdt op omsider,
Da saae jeg, at hun eftertænksom var,
Som naar et Indtryk med et andet strider.
— Jeg spurgte hende,
Om mine Tankers Gang var hende klar.
„Tilfulde — svared’ hun; dog har
Jeg ondt med at forstaae din Tales Ende,
Og bringe dennes Ord i Samklang med
Hvad jeg forhen har tænkt mig selv derved.
At du har bifaldt Digteren, der maler
Et Hverdags-Liv, en Hverdags-Characteer,
Naar blot et indre Liv, befriet for Maneer,
Med sanddru Træk fra Maleriet taler;
Alt hvad du gjennemgik saa smukt som sandt
Om Straalernes forskjelligt stærke Brydning,
Det har jeg henrykt hørt; med Fryd jeg fandt
I et foragtet Liv en høiere Betydning.
Men — naar jeg nu af dine Ord
Maa slutte ligefrem, at Den, der giver
Et Ideal af en beundret, stor,
Ophøiet Characteer, at han beskriver
Et Intet, hvis han ei med Strenghed bliver
Ved Træk fra denne mangelfulde Jord:
Da kan jeg ei med dig sympathisere.
Jeg havde, sandt at sige, tænkt mig mere,
Lidt meer ved Ordet idealisere.”
Hvad har du tænkt dig? spurgte jeg. Forklar
Dig nøiere, min Ven!
„Jeg har
— Saaledes blev hun ved — forgjæves ventet
Et Ord af dig om Digtekunstens Pligt
At stille frem i et begeistret Digt
Et Mønster for vor Sjæl, hvis Træk er hentet
Fra Oververdenen, et Ideal,
Han ikke søger,
Som du har meent, i overspændte Bøger,
Men fra et Indbegreb af Høihed stjal.
Jeg synes virkeligt, vi Stakler,
Der stride med Nødtørftighed og see,
Hos os og Andre, selv en stor Idee
Gaae i et Forsæt op, der evigt vakler;
Vi, der fortrykkes af et dagligt Liv,
Og i dets Lænker som forhexet hænge,
Jeg synes, til et Ideal vi trænge,
Et Mønster, fremkaldt ved en Digters Bliv;
En ædel Characteer, en Aand, der ikke
Af sine Sandser lader sig bestikke;
En, der en Talsmand er for Dyd og Ret,
En, der med Sjælens Reenhed Kraft forener;
En ... En ... nu, jeg forklarer mig kun slet;
Men Du forstaaer vel sagtens hvad jeg mener.”
Jo, min Veninde! vel jeg dig forstod.
Men sligt et Ideal, der sammenhægtes
Af lutter Træk af Godhed, Dyd og Mod,
Og af Erfaringen saa stærkt benægtes,
Hvor kan det glæde dig? Hvor kan dit Sind
Opløftes ved et saadant Hjernespind?
Skal Digteren, der Menneskerne maler,
Tye til en Oververdens Idealer?
Hvor kan han? og hvortil behøves Sligt?
Her staaer, iblandt os, Idealet færdigt:
Er ikke Mennesket, skjøndt svagt og endeligt,
Et Væsen, i sig selv saa høist mærtværdigt?
Et Dyb, der fast er uudgrundeligt?
Og — for at jeg med et Par Ord skal vende
Tilbage til hvad jeg tilforn har sagt:
Os hindrer Øieblikkets Magt
Det Virkeliges Bæsen at erkjende.
Dets Jammer, dets Nødtørftighed og mange
Uvæsentlige Biting springe frem;
I dem vi lade vore Sandser fange,
Og det Bestaaende vi glemme over dem.
Da skildrer Digteren — som hist en Maler
Ved Hornbæks Strand — vort Liv med klare Træk;
Og hele Handlingen til vore Sandser taler,
Og uden at vi kues af dens Skræk.
I rene Former uforstyrret gyder
Dens Væsen sig, og om dem Skjønhed flyder.
— Ja, kjæreste Veninde! troe din Ven:
En Kunstners Kald er himmelsk, naar han skaber
Den virkelige Verden om, til den
I skjønne Former viser sig igjen
Og i sit Væsen underfuldt sig taber.
Men lad ham aldrig prøve
Med et forgjæves Blik at stirre mod
Et Ideal, der over Livet stod:
Thi det er netop Livet, vi behøve.
Jo dybere han trænger ned
I Menneskets Natur; jo mindre,
Jo finere de Smaatræk er, han veed
At lokke frem af dettes Indre:
Desmere tydeligt vi see
Hvordan et Uforkrænkeligt bevares
I al vor Vexling; og vi selv forklares,
Imens det Eviges Idee
I jordiske Gestalter aabenbares.
Erindre blandt Din Onkels Malerier
En skjøn Madonna; ømt hun smiler ned
Til Jesusbarnet, hendes Bryster dier.
Det slipper Brystet, som det synes, vred;
Thi tæt ved Skjødet af den hellige Moder
Johannes staaer, der henrykt, jeg formoder
Ved Varnets Skjønhed, mens det died’ nys,
— Et herligt Billed! malt i renest Stiil!
I himmelsk Glands og Ro Madonna throner;
Paa hendes Læber Høiheds Smiil, —
Som vi kan tænke himmelske Visioner.
Og dog er hendes Blik mod Jorden bøiet;
Thi Moderfryden lyser ud af Øiet.
— Men dybt er tænkt, og uforlignelig
Er Christus, der i Skjødet ligger
Og heelt i vor Begrændsning taber sig
Og af et jordisk Bryst sin Næring drikker:
Et fuldendt Billed paa
Det Eviges Idee, der sees at stige
Ned i det meest Forkrænkelige
Og i det meest Tilfældige bestaae.
Et sligt Madonnabilled er enhver
Af sand Begeistring og besindig Virken
Udsprungen Digtning; Billedet i Kirken,
Der skildrer hvad der ligger meest os nær.
Og vi, min faureste Veninde!
Der frydes ved den skjønne Poesie,
Vi er den Menighed, der samles i
Dens Helligdom for Trøst og Ro at finde.
I hvert et ægte Kunstværk du fornemmer
En himmelsk Psalmes Trøst
Og en Forsoning i en jordisk Røst
Til Oververdnens Orgelstemmer.
Her standsed’ jeg og tav. Pauline hviilte
Med Hovedet imod mit Bryst og smiilte
Saa troende, saa ømt til mine Ord,
Og sagde: „Ja, paa denne Trøst jeg troer!”
Men fjernt mod Havet Aftensolen iilte
Og sank med alle Straalers Brand
Igjennem Skyerne ved Horizontens Rand.
Et deiligt Purpurskjær blev udgydt over
De dunkle Skyer og den tause Strand,
Der slumrede med lette Vover.
— See, brød jeg ud, som Solen hist gaaer ned
Og i det Jordiske forsvinder,
Mens dette selv forklares ved
Dens skjønne Glands og rene Former vinder:
Saaledes er det Straalerne fra Gud,
Der os i Kunstens Former møde,
Et Aftenrødt, der springer ud
Og peger mod et evigt Morgenrøde.