Alfred Ipsen (1852–1922)

A

Af »Vandrebogen«, I

Af »Vandrebogen«, II

Aften ved Søen

Ak, der er nok af disse Folk, der raabe

Ak hine første, sommerlyse Nætter

B

Babilon beskrives

Besøg ved Strandbredden

Blanseflor sælges til Babilon

Borgerlig Vielse

Bort med de sorte Skoler

D

Daries og Toris

Den gamle Klokke

Den lille Brønd, den staar saa sælsomt stille

Den sidste af de store, hvide Svaner

Der er en Flok, hvem Sangen ej kan naa

Der gaar et Sus gennem Lindeløvet

Der var en Tid, jeg nær var gaaet til Grunde

Det glitrer fra den høstlighøje Himmel

Dog var det jer, I kække Ungersvende

Drøm og Vaagen

Du Sol, der altfor stolt og høj

Dæmringsfantasier

Dødningedansen

E

En Celle bør Du have i dit Indre

En drømmende, dybsindig Holger Danske

En evig Længsel blev vort Rejsefølge

Er det nu en Tid for Vers?

Et bronzefarvet Løv af Solen spættet

Et dobbelt Segl for Skæbnens Bog er sat

Et fælles blev de dødeliges Kaar

Et Livslys slukkes ud saa her, saa dér

G

Græske Stemninger

H

Hedt brænder Solen paa de brede Fliser

Hvad er det for en trolddomsagtig Magt

Hvad gør det, om en enkelt Stemme tier

Hver Gang vi en af Pynterne maa klare

Hvert Land paa Jorden producerer Sit

Hvor Solen dog er gusten, mat og bleg!

Hvor store Bregner tavs i Skyggen staa

Hvorfor bestandig haste med at tvinge

I

I kende alle Visen om Svend Trøst

I Kunsten er just det den store Fare

I Overgangstiden

J

Ja, jeg var Skeptiker en lille Stund

Jeg elsker dette Liv med samt dets Skygge

Jeg havde vandret længe, langt af Led

Jeg hilser Dig paa din Kommandobro

Jeg sad og vented —

Jeg ser endnu det malede Stakit

K

Kan noget være sødt som det at vide

Klag ikke over, at Natten veg

Kong Feliks drager i Leding

Kongen og Dronningen lægge Raad op

Kongen og Dronningen tilstaa Flores Sandheden

Kongen opdager deres Kærlighed

L

M

Mens Hjærtet kæmper ensomt i sin Celle

Mit Hjærte ligner fast et Galleri

N

Nok er der, som paa Tiden føre Klage

Nu, da den larmende Dag er død

Nu sværme glad de sommerlige Bier

Nu sænker Dagen sit Hoved

Nu tegner Solen med sin gyldne Griffel

Naar Dødens Skygger mørkne —

Naar Hebe skænker os sin gyldne Drik

Naar jeg en Gang skal lukke Øjets Laag

O

O, der var Jubel, der var Leg og Sange

O, Frihed, rul dit staalblaa Banner ud

Og den har aldrig grædt for Guld

Og deres Hus skal hurtig lades øde

Og jeg vilde fæste paa Solen mit Øje

Oprigtig talt, der kræves ikke mere

P

R

Regnvaadt og blankt er hvert et Bladesmykke

S

Som Nikodemus villig nok vi hylde

T

Tal ud! Læg ikke dine Ord i Tvang

Ti Du, o Frihed, er den hellig’ Aand

Til Bjørnstjerne Bjørnson

Til Dig, vort Modersmaal, vi alle bejle

U

Usynligt kredser Tiden om vort Hoved

V

Ved Dig, o Jesus, fæster ej min Tro

Ved Livet, ja ved Livet dog vi hænge

Ved Skillevejen mellem Nat og Dag

Vi binde en Krans af Perler

Vist er der Vers at ligne med Feston’er

Vaagn nu op af din Dvale

Å

Aarhundredets Reveille