Jeg elsker dette Liv med samt dets Skygge;
ti selv i Skyggen fine Blomster gror,
og skønt med Sorgen Dør om Dør vi bor,
jeg tror paa Lykken, den beskedne Lykke.
Ej den, der pranger rigt i festligt Smykke,
ej den, der praler højt i Farvers Flor,
men den, der gemmes i et fattigt Ord
og spreder om et Hjem sin milde Hygge.
Ti Lykken er ej dette travle Jag
imod et Maal, som for vor Tanke viger,
ej en fantastisk Drøm om fjerne Riger.
Den er en dagligdags, beskeden Sag,
en Kost, der strækker til fra Dag til Dag,
et muntert Indfald, som man ikke siger.