Alfred Ipsen (1852–1922)

Alle digte af Alfred Ipsen på Kalliope ordnet alfabetisk efter tekstens første linje. Listen kan bruges til at finde et digt, når titlen er ukendt.

A

Abu el Hassan Ali os fortæller

Ak, der er nok af disse Folk, der raabe

Ak hine første, sommerlyse Nætter

Ak, Vaaren har forhexet mig!

Alt er Øde og Tomhed, hvor Tyrken har plantet

Arm i Arm har Egeskoven trodset mangen vestlig

B

Bort med de sorte Skoler!

Bryd frem, o Foraar, af hver en Knop

D

Da denne Tidende blev Kongen bragt

Dagen derpaa kom Flores hjem

De luntede sindigt med Paraplyer

Den drysser, den drysser den hvide Sne

Den gamle, søde Galskab vaagner

Den Gang jeg naaede

Den højeste Gud at søge

Den lille Brønd, den staar saa sælsomt stille

Den lille Pige var saa skøn

Den mørke Nat indhyllede mit Hoved

Den sidste af de store, hvide Svaner

Den tapreste Ridder lod Kongen væbne

Den unge Dronning er bleven saa bleg

Der er en Flok, hvem Sangen ej kan naa

Der er i hele Verden

Der er Viljer, der kæmpe sig frem i det pansrede Stævne

Der gaar et Sus gennem Lindeløvet

Der skred igjennem Skoven hen

Der sprængte tre lystige Svende afsted

Der var en Slægt, som ingenting forstod

Der var en Tid, da Sangen var Gæst

Der var en Tid, jeg nær var gaaet til Grunde

Der var i min Bolig

Det er den helligstille Nat

Det er en kjendt Historie

Det er ikke de store Storme

Det er saa stille fjærnt og nær

Det gik som Daries havde sagt

Det glitrer fra den høstlighøje Himmel

Det rusker ved min Rude

Det stænked fra Søen, og Bølgen brød

Det summed i Salen

Det var Aften, da de naaede

Det var en af disse stille

Det var i de gamle Dage

Det var i den sidste Nattevagt

Det var i den tidlige Morgenstund

Det volder den Sang i de grønne Skove

Det vugger i Bølger, det grønne Korn

Dit sidste Brev, mit kjære Barn

Dog var det jer, I kække Ungersvende

Dronningen gik til Kongen

Du Sol, der altfor stolt og høj

Du, som kun kender til Trang og Nød

Dæk hende med Roser, Roser

Dæmrende Aften, kom fra det blaa!

E

En avant, min Bror, hvis Du véd, Du har Ret

En Celle bør Du have i dit Indre

En drømmende, dybsindig Holger Danske

En evig Længsel blev vort Rejsefølge

En Morgenstund ved Havets Strand

Ensom vandrede jeg gennem Natten

Er Alting til Ro, selv Spurven pipper ej længer

Er det nu en Tid for Vers?

Et bronzefarvet Løv af Solen spættet

Et dobbelt Segl for Skæbnens Bog er sat

Et fælles blev de dødeliges Kaar

Et Livslys slukkes ud saa her, saa dér

Et Aarhundred tilbage, det var i Marseille

Evighedens Tavshed hviler

F

Fat Mod, fat Mod en Gang Dig selv at være

Feliks Konge i Murcialand

Fjærnt lyder end Musikens Lyd; men her

For længe jeg sad i min Klostervraa

For slig en underlig Verden

Foraarets Luft den er saa stærk

Fra Beludator Flores og hans Mænd

Fra dette Kuldens og Taagens Land

Franskmænd stormed Ratisbon

Fremad med dundrende Stempelslag

Fritænker eller Kristen lige meget

G

Græskarret gulnes i min Moders Have

I

I det aarle Daggry rejste

Igennem Lunden der gaaer et Gys

I gyldengrønt og yppigt Græs

I kende alle Visen om Svend Trøst

I Kunsten er just det den store Fare

I mine Breve fra Ungdommens Aar

I Roser, i Roser vil jeg køle min Pande

I Skovens Mørke jeg véd en Plet

I unge Hjærter skriv dit Navn

J

Ja, jeg var Skeptiker en lille Stund

Jeg elsker dette Liv med samt dets Skygge

Jeg er ingen Lejesvend

Jeg gad entre op i et gyngende Mers

Jeg har været her før

Jeg havde vandret længe, langt af Led

Jeg hilser Dig paa din Kommandobro

Jeg ligger blandt rødmende Ranker

Jeg mærker ikke til Vinter, jeg mærker ikke til Vaar

Jeg sad og vented under Birkens Susen

Jeg sad paa Kronborgs Volde

Jeg sad paa Skibsbroen — stærk var Stimlen

Jeg ser endnu det malede Stakit

Jeg staar i det gamle Kloster

Jeg tænkte, da jeg drog Dig til mit Bryst

Jeg vandrer i Haven

Jeg vilde, der var i Verden et Sted

K

Kan noget være sødt som det at vide

Karon, Du gode Færgemand

Kender I Inspirationens Magt?

Klag ikke over, at Natten veg

L

Let og tyst, let og tyst

M

Mankevildt er en egen Slags

Man siger, Tiden føder ingen Digter

Mens Hjærtet kæmper ensomt i sin Celle

Mens vi ubekymrede

Mit Hjærte ligner fast et Galleri

Mørkt staar paa Nattens Baggrund hver en Skygge

O

O, der var Jubel, der var Leg og Sange

O Frihed, hellige Frihed

O, Frihed, rul dit staalblaa Banner ud

Og den har aldrig grædt for Guld

Og deres Hus skal hurtig lades øde

Og der var Fred, den dybe Midnats Fred

Og jeg vilde fæste paa Solen mit Øje

Og nu vil jeg glemme min Vunde

O jeg gad gribe Solens Lur

Oprigtig talt, der kræves ikke mere

P

Pigen lignede sig selv med Solen

Piskene knalde og Hestene fare

Prægtigt! Prægtigt!

Paa Bjælker hviler det gamle Hus

Paa fjerde Dagen skimted de en Strand

Paa Stranden højt over Havet en stjærneklar Nat

R

Regnvaadt og blankt er hvert et Bladesmykke

Rejs Dig, min Sang! Spred Vingen ud til Flugt

Rygtet flyver over Land og Vand

S

Se kun Solen hist opstaa

Sig mig, Pepita, hver Gang Dagen viger

Skiller jer stundom

Som Blomsten i høje Grene, der uset aabner sin Knop

Som et luftigt Rosenblad

Sommernætter! Sommernætter!

Som Nikodemus villig nok vi hylde

Som Pyramiderne — i gamle Grave

Som ud af en Vandspand det plasker

Syngende Lærker

Saa stod jeg da i Skoven

T

Tager bort Mangfoldighedens Prisme

Tal ud! Læg ikke dine Ord i Tvang

Tidslen er en ussel Blomst

Ti Du, o Frihed, er den hellig’ Aand

Til Babilon! Til Babilon

Til Dig, vort Modersmaal, vi alle bejle

Ti Mile lang er Babel

U

Under en lazurblaa Himmel

Usynligt kredser Tiden om vort Hoved

V

Ved Dig, o Jesus, fæster ej min Tro

Ved hendes Fod jeg sad som i en Drøm

Ved Livet, ja ved Livet dog vi hænge

Ved Skillevejen mellem Nat og Dag

Velkommen blege Efteraar

Vi binde en Krans af Perler

Visselig er jeg beruset

Vist er der Vers at ligne med Feston’er

Vi trænger til en Opsang, en Sang, vi kan forstaa

Væk mig tidlig, søde Moder, væk mig før Sol opstaar!

Vaagn nu op af din Dvale