Bort med de sorte Skoler!
Det er Dagen nu, som skal frem.
Solen er højt paa Himlen,
Natten har listet sig hjem.
Og Dagen har Brug for Klokker
og Brug for Arbejd’ og Sang,
men ej for latinske Brokker
og Spændetrøjer og Tvang.
Den Dag, som nu over Verden
sender sit lysende Blik,
hvad skulde vel den med Pjalter
af afbleget Rhetorik?
Dagen har Brug for Økser
og Hænder med kraftige Tag,
men ej for horatsiske Oder
og Taler i Ciceros Smag.
Men disse Skoler var Fængsler
for hver en higende Drøm,
et Gitter om vaarlige Længsler,
et Bolværk mod Frihedens Strøm,
midt i vor daglyse Verden,
en Genganger-Koloni,
hvor Nutidens Kamp og Færden
bestandig gik Hus forbi.
Den klassiske Visdom, de dyrke,
den Afgud, de bøje sig for,
han er en Slags Drejedukke
— den Gud bliver aldrig vor.
Han sidder saa stiv som en Fetisch
med Gloser langs hver en Søm.
Hvor skulde han blive Helten
i nogen Ynglingedrøm?
Han sidder med krogede Knæer
og Ribben af Grammatik
og stirrer forbavset paa Solen
med glasagtig-stive Blik.
Hans Lærdoms Byrde ham krummer,
Gud véd, hvad han tænker paa?
Ak, alt det Indhold, han rummer,
er Savsmul og gammelt Straa.
Og medens han smisker til Solen
med Læben blodløs og smal,
han deklinerer den sirlig
baade i Kasus og Tal.
Ærværdig og stiv som en Mumie,
dybsindig som en Avgur,
han tygger paa smaa bitte Stumper
af henkogt Litteratur.
Maaske han tænker tilbage
dér paa sin Storheds Ruin,
paa hine klassiske Dage,
da Løgn endnu var Latin,
hin Tid, da læspende Klerke
forkyndte hans Navn og hans Sprog,
da han blev hædret og hyldet
selv af den ringeste Pog.
Men det, som for Tiden trænges,
er ikke muggent Latin,
den Ungdom, der vokser, længes
vist efter en sødere Vin.
Den Ungdom, som længselsfuldt træder
sin Barnesko nu i Dag,
den finder, at gammelt Læder
just ikke gi’r Vinen Smag.
Snart triller Du ned fra din Højde,
giv Agt, Du Mumiegud!
og føres hen paa Musæet
og stilles offenlig ud.
Da løses den snærende Lænke,
der tynger med Hundredaars Vægt,
da skal paa Skolernes Bænke
der fostres en sundere Slægt.
En Ungdom med Kraft og med Krummer,
men rank og let i sin Gang,
en Ungdom med Hjærte, der rummer
en Genlyd af Frihedens Sang.
En Ungdom, hvis Øje tør vanke
om Verden frimodigt og frit,
som ikke skærer sin Tanke
til efter klassisk Snit.
En Ungdom, der ejer en Viden,
ikke en henvisnet, tom,
men om, hvad der lever i Tiden,
hvad Kampen drejer sig om.
Der ikke begynder sin Bane
med fornem blaseret og træt
at stirre paa Frihedens Fane
i kritisk Guldlorgnet.
En Ungdom, der kæmper for Retten
og stoler paa Sandhedens Sejr,
en Ungdom, der møder paa Pletten,
hvor frem tiden opslaar sin Lejr.
En Ungdom med Sang inden Borde,
der rask sejler Fordommen bag,
en Ungdom, hvis Dagværk skal vorde
en Krans omkring Frihedens Flag.