Det var en af disse stille,
drømmesvangre, farveklare,
duftberuste Sommernætter,
som kun ved Sankt Hansdagstide,
svøbt i Skyer maanehvide
svæve over vore Sletter.
Duggen glinser mellem Græsset,
hvide Skyer som Svaner sejle,
og blandt søjleranke Stammer
skimtes Engens slebne Spejle.
Skoven knejser tavs og stor,
som den spejded, som den lytted
eller vented paa et Ord,
talt af Alfer eller Aander,
der i Krattets Tykning bor.
Bølgen skvulper ganske stille
op paa Kystens hvide Sand
med en Nynnen, med en Trille
slaar den Armen om den vilde,
brune, muslingsmykte Strand.
Og i Hvisken den fortæller
Dagens Jubel, Leg og Lyst,
hundreder af hvide Snekker
den har gynget paa sit Bryst.
Hele Verden ligger tyst
som en Pusling i sin Vugge,
som et Barn ved Moders Bryst.
Ingen Skrigfugls hæse Røst
gjennembryder denne Stilhed,
hvori Glemmigejens Drømme
og de vilde Hyazinthers
sødt formæles med hinanden
i en himmelsk Sammenblanden
under Buskens Baldakin,
medens Gærderosens Døtre,
svøbt i Duggens Hermelin
nikke tungt fra Grøfteranden.
Hvor en Fugl af Flugten træt
drak af Klokkeblomstens Kande
har en Musevikke tæt
snoet om Stænglen sin Guirlande
Søvnbetyngt staar hver en Knop,
dem paa Mark og dem i Skove,
kun fra Poppeltræets Top,
som fra Børn, der ej kan sove,
lyder der endnu en Hvisken,
en Passiaren, ganske smaat,
og fra Blad til Blad det lyder:
Hvor dog Maanen klæ’r os godt.
Ser Du Vestenhimlen hist
som et gyldent Rosenvænge,
purpurliflig, gennemglødet,
straalende endnu fra Mødet
med den kongelige Sol.
Nys han rev sig fra dens Favn,
ilte bort bag grønne Høje,
flygted mer end tusind Mile
over Sø og salten Hav.
Og mens Himlen endnu drømmer,
Skyens klare Taarer strømmer
lindrende i Nattens Grav.
Det er Stilhed nu, der byder,
det er Tavshed nu, der taler,
det er Drømme nu, der vandre,
det er Skygger nu, der lege.
Nattens Pust, der Panden svaler,
Duggens Stænk paa Kinder blege,
dysser ind i vaagne Drømme,
underfulde Tonestrømme
bølge i den svale Luft,
tung af mange Blomsters Duft,
naa min Sjæl og gennemtrænge
dirrende dens mindste Strenge.
Er det Himmelens Orkester
som jeg dæmpet hører tone
til forløste Aanders Fester
om de høje Guders Trone?
Eller er det Jordens skjulte,
i Naturen bundne Kræfter,
Skovens, Højens, Havets Aander,
Kildenymfer og Dryader,
der nu løfte deres Stemmer
i et Kor af Alfesang.
Henrykt sidder jeg og lytter
i Kastaniens dybe Skygge
som til Sagn og sære Myther
om en længst forsvunden Lykke;
ti jeg elsker Dig, o Nat,
og mit Øre er betaget
af din Stemmes bløde Velklang,
og mit Øje skønhedsdrukket
fanges af din milde Skønhed,
og jeg drages af dit stille,
sære, drømmespundne Væsen,
og jeg kunde aldrig bytte
Dig for nogen solklar Dag.
Og jeg tror, at aldrig talte
hviskende to Kvindelæber
sødere til den, de elske,
end naar Du min Pande svaler,
end naar Du til Sjælen taler,
hvisker Evighedens Sprog,
det som ingen Sprogmand kender,
som alene Himlens Venner
lærte ved at lytte til:
Himlens klokkeklare Cymbler
og Naturens Fløjtespil.