Feliks Konge i Murcialand
er draget i Leding med Hest og Mand,
med syngende Sværd han høster
alt paa de fremmede Kyster.
Gennem Frankerlandet, hvor Hæren drog,
rygende Luer mod Himlen slog,
og mellem de ødende Flammer
man hørte døendes Jammer.
Naar Solen keg over Bjærgets Rand,
da traf dens Øje et afbrændt Land,
en vildere Flamme har hærget
den Rigdom, den havde bjærget.
Nedtraadt laa paa Marken den gode Sæd,
Vogteren gik bag sin Hjord og græd,
han ejed ej længer en Hytte,
der kunde mod Vejret ham skytte.
Da lagde Kongen sin Haand paa sit Sværd,
han drejed sit Hoved om mod sin Hær:
Nu ville vi Hestene vende,
det Hærværk skal have Ende.
Nu have vi nok af Rov og af Ry,
nu ville vi drage til Naples By,
der ville den Herre vi takke,
som bøjed vor Fjendes Nakke.
Da kom en Skare i stormende Ridt.
Halloh, Herre Konge, I tøve lidt.
Her bringe vi eder en Fange,
hun vejer vel op imod mange.
Det var en Kvinde, saa ung og spæd,
i Pilegrimskjortel saa var hun klæd’,
ad Kinden Taarer sig listed
for Tab, hun nys havde fristet.
Knap tyve Somre gammel hun saa
sin Faders Blod, paa Marken han laa,
vanhellige Fødder voved
at trampe hans hvide Hoved.
Kong Feliks sendte hende et Blik,
et hastigt Smil over Læben ham gik.
Han saa han holdt tvende i Live
ved hende Naade at give.
Er Du en Kristen? spurgte han koldt;
hun løfted sit Hoved og nikked stolt.
Den Konge, som jeg bekender,
har Naglegabssaar i Hænder.
Velan, saa sæt Dig paa Hesten, Du,
jeg mindes netop mit Løfte nu.
Jeg loved min Dronning at tage
en fangen Kristinde tilbage.