Ti Du, o Frihed, er den hellig’ Aand,
der, medens Tider, Tro og Sæder skifter,
forløsende hen over Verden vifter
med Livets rige Spirer i din Haand;
Du frelser os fra alle snevre Baand,
Du puster Støvet fra de gamle Skrifter,
Du maner os til lysende Bedrifter
og jævner Vejen som med Tryllevaand.
Og overalt, hvorhen din Stemme trænger,
der vinder Livet Vækst og Mod og Mund,
hvormed det kækt den nye Pagt bebuder.
Hvor Du gaar ind, der findes Frygt ej længer,
Udkaarelsen er sket i samme Stund,
og der staar skrevet: I skal være Guder.