Og nu vil jeg glemme min Vunde
som Sne, der faldt i Fjor,
og prise det friske og sunde,
der blomstrer paa denne Jord,
og nu vil jeg spejle mit Øje
i alle smilende Vande
og lade de bløde Vinde
glatte hver Fold i min Pande.
Og nu vil jeg atter træde
Foraarets grønneste Stier,
og fylde mit Bryst med Glæde
og klingende Melodier,
og nu vil jeg atter fylde
med solvarm Luft mine Lunger
og inde bag Skovenes Gærde
lytte til fløjtende Tunger,
Guldregn fra højeste Himle,
Duft fra de dybeste Skove.
Nu er det Tid til at svimle
og Tid, at Sorgen skal sove.
Tid er det nu, at Fængsler
lukke i Lyset sig op,
Tid, at de rødmende Længsler
vugges i Rosernes Knop.
Nu vil jeg bede Vaaren
hurtig min Seng at rede,
og over de duftende Bolstre
snehvideste Lagner brede.
Nu vil jeg bede Vaaren
med Blomster min Seng at sømme
og gennem Himmelens Skylight
sende de lyseste Drømme.