Jeg havde vandret længe, langt af Led
og søgt fra Morgengry til Aften silde;
men al min Flid og Søgen gik til Spilde;
ti Kilder, Kilder fandt jeg intet Sted.
Men, da jeg vendte om med mødigt Fjed
jeg hørte pludselig en glasklar Trille,
og da jeg vendte om, jeg saa’ en Kilde,
og straks en anden risle tæt derved.
Og, hvor jeg vendte mig, og hvor jeg saa’,
sølvkare Kilder skød sig frem af Sandet,
og snart lig muntre Børn i Leg sig blanded’.
Hvor kom de fra saa mange og saa blaa,
ja, det kan jeg til Dato ej forstaa;
men saadan gaar det én i Kildelandet.