Ak, der er nok af disse Folk, der raabe
hvert Øjeblik, at Verden den gaar under,
der ingensinde skjule Folkets Vunder
med Kærlighedens folderige Kaabe.
Der agte hver en anden for en Taabe,
fordi han øjner Vej, hvor de ej bunder,
fordi han selv i Livets mørke Stunder
endnu bestandig har det Mod at haabe.
Jeg hørte ej til dem, der vilde hæmme,
vel tror jeg ej paa noget Flertals Stemme;
men Styret ligger bedst i Folkets Haand.
Og jeg forsager denne Mørkets Aand,
der lægger Tankens Flugt i trange Baand
og vil med kunstig Tvang for Livet dæmme.