Over mit Hoved
tung som en Drøm
har Tiden rullet
sin rivende Strøm;
naar nu jeg vender
Blikket tilbage,
hvad er saa blevet
af disse Dage,
af disse Drømme, som jeg har levet.
Det er som fjerne
Toner, der lød,
Toner, der døde
i Skovenes Skød,
Drømme, der visned
og faldt med Løvet,
Sange, som Tiden
har traadt i Støvet,
Blomster, som Vinterens Kulde har isnet.
Toner, der tystned,
da Marken blev gold,
Tanker, der kastedes
Vinden i Vold.
Taarer, der tørred
i Rejsens Hast,
et sidste Suk som
af Strenge, der brast
af Strenge, som aldrig senere stemtes.
Nu synker Solen
bag Bakkekammen,
og alle Linier
glide sammen,
og Farverne slukkes,
blegne og dø,
mens paa den dæmring-
hyllede Sø
en sidste Afglans af Dagen end vugges.
Saa spreder Natten
dæmpet og tyst
sin Flagermusvinge
om Jordens Bryst.
Men hist, hvor Himlen
staar højt i Luer
blandt drivende Skyer
endnu jeg skuer
Omrids af kendte Skove og Byer.
Det blænder for Øjet
som tunge Flokker,
det ringer for Øret
som dæmpede Klokker,
en sidste Genklang
af Timer, der svandt,
en tystnende Afsked
med Dagen, der randt,
en døende Hilsen til Ting, som skal svinde.
Jeg glider, jeg vugges
paa skvulpende Vande,
og søvntunge Valmuer
kranse min Pande;
nu vug mig stille,
Du stærke Død,
bort til Tilværelsens
evige Skød,
bort til det vordendes evige Kilde.