Det var i den tidlige Morgenstund
end Flores og Blanseflor laa i Blund,
da kom Eloris let som en Vind
i deres Kammer ilende ind.
Blanseflor! Skynd Dig! Tag Klæder paa!
Det er paa Tide til Kongen at gaa.
Hvis ej Du kommer, vil han Dig savne,
vækkes hans Mistro, vil lidet det gavne.
Blanseflor svared: Gaa kun foran!
Jeg følger efter, saa snart jeg kan. —
Det var hendes Agt; men, før hun vidste,
lod hun af Søvnen sig overliste.
Da Kongen saa, at hun ikke kom,
talte han til Eloris derom.
Han spurgte, hvorfor vel Blanseflor tøved,
da svared Eloris ham helt bedrøvet.
Herre, jeg beder, vær ikke streng.
Den hele Nat var hun ej i Seng,
men vaaged med Bøn og Sang alene,
at hun maatte eders Godhed fortjene.
Først hen paa Morgenen sov hun ind,
til at vække hende jeg havde ej Sind,
Kongen svared: Det kan jeg kun love,
er Blanseflor træt, da lad hende sove!
Da næste Morgen hun holdt sig bered’,
drog Flores hende paa Lejet ned,
og trykked et Kys paa hendes Kind,
da glemte hun alt og sov atter ind.
Da følte Kongen et Sting i sin Side,
det var Mistroens Snog, der begyndte at bide,
lian kaldte en Tjener, hvem han sendte,
at han liden Blanseflor skulde hente.
Da Svenden ind paa Kammeret tren,
da saa han paa Lejet to for en,
og skønt der var Skumring endnu derinde,
syntes det ham, som det var en Kvinde.
Da skyndte han sig til Kongen tilbage
og sagde: Aldrig i mine Dage
saa jeg, o Konge, en Elskov saa stor
som mellem Eloris og Blanseflor.
Jeg fandt dem sammen paa Lejet i Blund,
Hjerte ved Hjerte og Mund ved Mund,
saa trygt og roligt slumred de begge,
ikke havde jeg Sind dem at vække.
Da blev Kongen rød som det rødeste Blod,
han saa ikke Solen mer, hvor han stod,
han blev om Kinden saa hvid som Sne,
Solen ham syntes med Haan at le.
Med draget Sværd til Taarnet han foer,
Svenden fulgte fast i hans Spor.
I Taarnets Gang man hørte det gjalde,
de smaa Jomfruer vaagnede alle.
Men da de ind paa Kamret kom,
var det for mørkt til at se sig om,
først da de fik aabnet en Rude for Dagen,
skønnede Kongen, han var bedragen.
Der laa en fremmed i Blanseflors Seng,
halvt en Jomfru og halvt en Dreng,
dog om han mest var Mand eller Kvinde
det kunde Øjet ikke udfinde.
Da blottede Kongen hans Bryst paa Stand,
og nu han saa, at det var en Mand,
da grebes han atter af heftig Harm
og løftede Sværdet i højre Arm.
Da vaagnede Flores og Blanseflor begge,
vel maatte det truende Sværd dem skrække,
de øjned ingen Hjælp eller Raad
og brast paa en Gang begge i Graad.
Kongen spurgte: Hvor turde Du vove
at lægge hos Blanseflor Dig til at sove?
Er Du kommet hid for din Død at søge?
Den skal Du faa med den onde Skøge.
Da raabte Flores: Tal ikke saa,
ej renere Jomfru dit Øje saa,
med mig kan Du gøre frit, hvad Du lyster,
men skænd ikke Blanseflor, min Søster.
Det vil jeg lade Dig vide for sand,
jeg er liden Blanseflors Fæstemand,
i Murcialand blev hun mig fralistet,
Du har kun fundet, hvad jeg har mistet.
Jeg vil slet ikke trygle om Naade,
jeg beder Dig kun lade Retten raade,
og er Du ædel, som Du er stor,
da vil Du visselig høre mit Ord.
Vælg da en Ridder ud af din Hær,
at vi kunne kæmpe med lige Sværd,
hvem Gud da giver Sejren i Hænde,
hans er Retten, at Du kan det kende.
Kongen saa, han var spæd og fin,
han tænkte: Sejren vorder dog min;
haanlig fortrak sig til Smil hans Læbe,
han tænkte: Hvorfor skal Du selv ham dræbe?
Han svared: Som dine Synders Løn
vil af kongelig Naade jeg tilstaa din Bøn.
Før tredie Dagens Sol er nede,
maa Du til Tvekamp holde Dig rede.
Hvis Du da falder i Kampen der,
er det den Skæbne, som Du er værd;
men, hvis Du sejrer, jeg siger Dig til,
Frihed at drage, hvorhen Du vil.
Dermed lod Kongen det da bero,
for Døren satte han Laase to,
og at ingen med List skulde spotte hans Magt,
han lod den vogte af dobbelt Vagt.