Det var Aften, da de naaede
ned til Stranden, hvor de store
Skibe laa i lange Rækker,
laa og tørred deres Sejl.
Og de brede Bølger rulled
sig med Syngen over Sandet,
medens Aftensol forsølved
Havets blanke, staalgraa Spejl.
Husene som mørke Masser
taarned sig mod Aftenrøden,
Mast og Tovværk stod som Streger
imod Himlens violet.
Duften drev fra Myrthehaver,
medens Nattergalen klukked,
og den brede Pinjekrone
stod som kulsort Silhouet.
Flores og hans Rejsefølge
svinged ind igennem Gaden,
hvor i Mørkningstimens Stilhed
Sang og Hundeglammen lød.
Og mens nu de strammed Bidslet
og fik Dyrene i Skridtgang,
prustende de trætte Heste
aanded ud i lange Stød.
Hos en Rigmand dér i Staden
fandt de Husly Natten over,
og de løfted sig af Sadlen
og trak Hestene paa Stald.
Snart det lange Bord blev duget
og af deres Rejseforraad
nu et Maaltid de beredte
i den rummelige Hal.
Værten og hans gode Frue
bad de være deres Gæster,
og de lejred sig ved Bordet,
langede til Stob og Fad.
Under Sang og munter Tale
Timerne løb let af Stabel,
Flores kun ved Bordets Ende
tavs og umeddelsom sad.
Sjældent af det fulde Bæger
væded han sin tørre Læbe,
som en Vismand eller Drømmer
stirrede han i sit Skød.
Og imens hans Tanke kredsed
vildsomt over vilde Vande,
Længsel brændte i hans Øje
stærkere end Vinens Glød.
Værten saa, hvorledes Flores
sorgfuld sad iblandt de andre,
uberørt af deres Glæde,
hverken spiste eller drak —
og han hvisked til sin Hustru:
denne Mand var aldrig Købmand,
snarere kom han til Verden
i et kongeligt Gemak.
Og med Kvindens Gætteevne,
hvor det gælder andres Sorger,
bøjede hun sig mod Flores,
stirred ham i Øjet ind.
Hvis et Spørgsmaal er forundt mig,
lystede det mig at vide,
hvilken Byrde, unge Herre,
ligger Dig saa tungt paa Sind.
Ti jeg mindes, at forleden
drog en Jomfru gennem Byen,
hun var solgt til fjærne Lande,
vist til Babilon, jeg troer.
Straks, da nu jeg saa dit Ansigt,
mindede det mig om hendes,
hun var ogsaa bleg og sorgfuld,
hendes Navn var Blanseflor.
Den Gang Flores hørte dette,
rysted han saa stærkt paa Haanden,
at han tabte nogle Draaber
paa Værtindens hvide Dug.
Herre, Du har syndet svarlig,
raabte Værten højt med Latter;
Du maa sone til min Hustru
efter Landsens Skik og Brug.
Og hans Folk, som gerne vilde
sprede deres Herres Tungsind,
skænked denne Tale Bifald,
lo og jublede i Kor.
Rask stod Flores op fra Bænken,
lod et pragtfuldt Bæger hente,
til Værtinden han det rakte
smilende, med disse Ord:
Frue, tag mod denne Gave,
skønt dens Værd kun vejer lidet
mod den glædelige Nyhed,
som jeg af din Mund erfoer.
Denne Jomfru er min elskte,
nu, jeg véd hun er i Live,
skal min Søgen ikke stanse,
før jeg finder hendes Spor.
Tidlig i det næste Daggry
gik der Mænd igennem Byen,
som med høje Hornsignaler
kaldte dem til Byens Havn.
Snart var alle Mænd om Borde,
og de hvide Sejl blev hejset,
og i Morgenbrisen Skibet
vugged med sin høje Stavn.