Til Babilon! Til Babilon
gaaer Vejen over Havets blaa,
og Vejen den er brolagt med
de tusind runde Bølger smaa.
Og Vandet det er miledybt,
paa Bunden staaer der Grav ved Grav,
en Kirkegaard, en stille Krypt,
det uudforskelige Hav!
Og Flores staaer paa Skibets Dæk
i Graaskindskappen musegraa,
og stirrer paa det brede Vand
og kan ej se sig mæt derpaa.
Det gemmer intet Aasyns Træk,
kun Himlen ses i dette Spejl,
og ude fjærnt i Kimingen
vugger der sig et enligt Sejl.
Til Babilon! Til Babilon!
synger den lette Sommervind.
Til Babilon! Til Babilon!
klinger det atter i hans Sind.
Her er saa fredeligt, saa tyst
ved solklar Dag, i Stjerneskær,
her er saa grænseløst, saa frit,
og alt saa fjærnt og dog saa nær.
Og den, som elsker helt og fuldt,
han kender ej til Ensomhed,
der staaer en Stjerne i hans Bryst,
en skønnere, naar Sol gaaer ned.
O, Blanseflor, min hvide Blomst,
Du fylder Verden med din Duft;
der er af dine Øjnes Glans
et Smil i denne blanke Luft.
Jeg føler det, Du er mig nær
ved Stjernenat, ved solklar Dag,
jeg føler i den milde Vind
velsignende dit Aandedrag.
O, Blanseflor, min hvide Blomst,
Du lever visselig endnu,
hvor skulde nogen kunne dø,
der elskes inderligt som Du.
... Men der er langt til Babilon,
saa dyb er Livets dunkle Strøm,
og tidt, naar man til Bunden saa,
var Livets bedste Lyst kun Drøm.