Nu flammer Ilden i min Ovn
og Dagen synker i Vest
og Himlen blinker som gylden Vin
i slebne Glas;
det er Guderne, der libere,
mens Aft’nen græder for den tabte Dag.
Hist ovre flamme Skyerne
med vilde, mørkerøde Flammer
som Luer,
de kvæles under røggraa Skyer,
og Himlen synes
lig en rygende Tomt,
mens Solen udslukker sin Fakkel
og styrter sig i Havets kolde Favn.
Velkommen, o Maane,
hyllet i dit silkehvide Slør,
i dit Ansigts Lys
samles gamle Erindringer
som hviskende Smaabørn
omkring min Stol,
fortrolig passjarende,
muntre Smaabørn,
hvem ingen har skræmmet.
Værer velkomne, I, mine Tankers smaa Legesøstre,
værer velkomne i det hvide Maanelys,
det er jo den samme Maane,
der lyste over hine Steder,
hvor min Sjæl endnu vanker,
søgende efter Duften
af de første Roser.
Min Sjæl vil holde Sabbath,
vil holde Helligdag med eder,
vil, som den tidt har gjort,
glemme alle Verdens Bekymringer
over en saadan tilbragt Time.