Hvor Solen dog er gusten, mat og bleg!
Hvor tungt den glipper med det brustne Øje!
Som var den træt af Livets lange Møje,
af denne lange, ørkesløse Leg.
Just som en skuffet Sjæl, som Lykken sveg,
jeg ser den træt sit Hovede at bøje
mod Horisontens purpurbløde Høje,
hvor den af Straaler spreder sig et Neg.
Snart har den udskudt sine sidste Pile,
forblødende den ender nu sin Krig
mod troløst Haab og Illusioners Svig.
Og dog, imens den bøjer sig til Hvile,
den føler sig i sin Erindring rig
og nødes mod sin Villie til at smile.