Oprigtig talt, der kræves ikke mere
end, hvad en Fyr med ganske jævn Forstand,
naar blot han griber Sagen rigtig an,
med aller største Lethed kan præstere.
Blot fare sindig, ingenting forcere,
men vælge til sin Vogn et sindigt Spand.
Saa vogte paa Ekstremets Grøfterand
og for med Overmænd at kollidere.
Men mindst af alt der kræves Du skal eje,
en Førstehaands Selvstændighed og Sving,
husk paa, her køres i den gamle Ring.
Saa gør, som slige Virtuoser pleje,
følg med i Flokken, drej hvor andre dreje,
og Du skal se, det gaar som ingenting.