Fat Mod, fat Mod en Gang Dig selv at være,
og Du skal se, at alting bliver godt,
og det faar Værd, som før kun syntes smaat,
og Dagens Byrde bliver let at bære.
Ti, skønt Du er en Livets Undersaat,
skal dog din Stilling synes Dig en Ære,
en liden Verden skal Du kende lære
et lille Rige, hvori Du er Drot.
Ja, Hersker er Du, om Du vandt Dig selv;
ti hele Verden rummes i dit Indre
som i en Nød, skønt derfor ikke mindre.
Dér styrter mangen vild og stridig Elv,
derover spænder sig en Himmels Hvælv,
hvor alle Livets Stjærner skulle tindre.