Hvorfor bestandig haste med at tvinge
den friske Gæring i en stivnet Form,
den Flyver, som skal trodse Livets Storm,
maa ikke møde det med klippet Vinge.
Nej, lad kun alle Sjælens Strenge klinge,
og Livet selv vil skabe sig sin Form,
og som hin stærke Hersker, Danmarks Gorm,
de spredte Dele under Sceptret bringe.
Lad kun de unge Kræfter frit sig sole,
man øver Kraften i en munter Leg,
og paa de gode Kræfter skal vi stole.
Ti snorret bliver aldrig Livets Vej;
men hvad Du saa end frygter, frygt kun ej,
vi lære Disciplin i Livets Skole.