Jeg vandrer i Haven,
hvor Lavendlen er blaa,
hvor duftende Levkøjer
blandt Konkylier staa,
hvor spraglet Iris gynger
paa Stængelen saa let,
som Fjæren, der vifted
fra en Ridders Baret.
Jeg vandrer i Haven,
hvor Lavendlen er blaa,
hvor Pyramidepopler
som Grenaderer staa,
hvor Georginen pranger
som pyntet Kammermø,
og Elmetræet drysser
sine vingede Frø.
I Sollysets Bølger
blinker Sølvpilens Blad,
og Rosen toer sit Ansigt
i Dugdraabens Bad.
Det hvisker og tisker
det leger og ler,
og Birken ryster Haaret
paa Jomfrumaner.
Jeg stirrer i Drømme
paa den fugtige Jord,
mit Øje det søger
om et udvisket Spor.
Jeg sætter mig paa Bænken
og rejser mig igjen
og gaar søvngængeragtig
ad Grusgangen hen.
Jeg ser ej, at Rosen
nikker til mig og ler,
at Birken ryster Lokken
paa Jomfrumaner,
at Elmetræet drysser
sit Frø paa min Vej —
jeg søger et Spor;
men jeg tinder det ej.