Dagen derpaa kom Flores hjem,
i Gaarden han steg af sin Hest,
farende ind i Salen han kom
alt som den vilde Blæst.
Faderen gik ham i Møde
og hilste med mange Ord.
Flores svared: I sige mig,
hvor er liden Blanseflor?
Da blev i Salen der stille,
alle slog Øjnene ned.
Han vendte sig til sin Moder:
Du sige mig, hvad Du véd.
Dronningen svared: Jeg véd det ej,
da skælvede han saa saare.
Moderen mægted ej heller mer
at stanse den rindende Taare.
Hun svarede: Blanseflor er død.
Min Søn, Du have godt Mod.
Flores stirrede tankeløst,
som om han ikke forstod.
Hvide hans Kinder vorde
som Kinderne paa et Lig,
han vilde raabe, men mægted det ej
i Struben døde hans Skrig.
Men da han atter fik Mæle,
som Hvisken hans Stemme lød:
O sig, at det er slet ikke sandt,
at Blanseflor er død.
Jo, svarede Dronningen hulde.
Det lader sig ikke bøde.
Ej heller ville vi nægte det,
det var af Elskov hun døde.
Da segnede Flores afmægtig om
som et Træ, der fældes af Lyn;
stille laa han paa Gulvets Sten,
det var et Sorgens Syn.
Grædende raabte Dolores:
Det Tab forvindes ej vil.
Nylig jeg misted en Datter
og nu en Søn dertil.
Ogsaa Kongen og Dronningen græd
alt for det unge Liv,
som laa foran dem paa Gulvets Sten
og syntes baade kold og stiv.
Da slog han atter Øjnene op
som i en Feberkval.
Klagende lød hans Stemme
i Slottets høje Sal:
Du grumme Død, jeg forbander dit Navn,
hvor fejgt Du Dig end maa dølge,
kom og tag mig og kryst mig i Favn,
at jeg kan Blanseflor følge.
Han bad sin Moder, hun vilde
til Blanseflors Grav ham tage,
og da han læste den gyldne Skrift,
han udbrød atter i Klage:
Vi var undfanget ved samme Tid,
paa samme Dag var vi fød;
hvi skiller Du os da grusomt ad,
Du uretfærdige Død?
O Blanseflor, mit lille Kid,
min Legesøster og Ven,
om saa jeg søgte Alverden om,
jeg fandt Dig ikke igen.
Du var paa en Gang gammel og ung,
elsket af Mand og Kvinde,
din Lige i Skønhed og i Forstand
skal aldrig mere man finde.
Du onde, avindssyge Død,
Du valgte hende af alle,
som højest elskede Livets Lys,
og flygter dem, som Dig kalde.
Ti kaldes Du af en fattig Mand,
som længe var mæt af Dage,
saa vender Du haanligt Ryggen til
og lader ham blive tilbage.
Ja, Du gør Uret mod alle Mænd,
Du røver og raner i Blinde,
dog øved Du skændigst Daad mod mig,
den Gang Du fratog mig hende.
Hør da min Bøn! Men flyer Du mig,
skal jeg dog hente Dig ind.
Du kan ej hindre den i at dø,
som ej til Livet har Sind.
Han greb om den blanke Skede,
han drog den blanke Kniv,
som liden Blanseflor gav ham før,
og vilde ende sit Liv.
Da styrted hans Moder til og greb
hans Haandled og raabte: Stands!
Flores, min Søn, hvad er det Du gør?
Er Du fra Samling og Sans?
Han svarede: Jeg vil hellere dø,
langt hellere, Moder kære,
end leve dette usle Liv,
jeg ikke mægter at bære.
Hun sagde: Daarligt er det, min Søn,
at flygte fra Livets Strid,
Døden er alles fælles Lod,
om blot man venter en Tid.
Saa fattig en Stodder findes ej,
han kan jo rolig vente
i Gruset foran sin Hyttes Dør,
og Døden vil en Gang ham hente.
Men, hvis Du røver Dig selv dit Liv,
Du vinder ej, hvad Du troer,
Du faaer i Blomstermarken ej Lod,
hvor Blanseflor nu boer.
Fat derfor Mod og lev dit Liv,
da kommer den Dag maaske,
at enten levende eller død
Du skal liden Blanseflor se.
Langt hellere ville vi tænke os om
end Sorgen i Vold os give,
kanske den Lægedom findes end,
der kalder hende til Live.