Den gamle, søde Galskab vaagner,
den himmelfødte Ufornuft,
saa snart de første Blomsters Duft
paa Foraarsluftens Bølger dovner.
Igennem Vindvet den sig lister
med Solens lange Straale ind,
den smiler, lokker og den frister
og fanger Hjertet i sit Spind.
En Hær af Forbundsfæller ejer
den overalt i Luft og Jord,
hvor Livets smaa Vasaller boer
og Livet har sin Kamp og Sejer.
Ej blot fra Luftens vide Riger,
selv fra den skjulte Klippevraa
en tusindstemmet Hymne stiger
derop til Eros i det blaa.
Flores og Blanseflor alt længe
i Girilldon i Skole gik,
hvor Mestren aabned deres Blik
for mangen Videns skjulte Vænge.
Han havde Ære af sit Værk,
før fire Aar var lagt tilbage,
kunde de i Latinen tage
en Dyst med hver en boglærd Klærk.
De læste i de gamle Skrifter
med lige Ivrighed og Flid,
om Tro og Sæd i gammel Tid,
om Cæsars krigerske Bedrifter.
De gransked ciceronisk Stil
i periodisk Flugt og Dalen,
og nu og da vel med et Smil,
naar altfor ordrig syntes Talen.
Og nu de fulgte med Ovid
ad Kærlighedens skjulte Veje,
de granskede dens Løb og Leje
med unge Sjæles vaagne Flid.
Og, hvad kun som en dunkel Larve
sig rørte i den gamle Bog,
af deres egne Drømme tog
al Livets Vækst og unge Farve.
Men hvad kun dunkelt som i Drømme
i deres eget Sind de fandt,
i Ordet atter Klarhed vandt
og løsned sig i frie Strømme.
Der er et evigt Vekselspil
imellem disse tvende Sfærer,
Tanken, den kolde strenge Lærer,
som dog kun véd, hvad Hjertet vil.
Tidt Flores’ Blikke sig forvilded
fra Bogen, som foran ham laa,
frem for sig stirrende han saa,
som søgte Tanken om et Billed.
Naar da hans Øjne mangesinde
traf Blanseflor, der bøjed sad
og stirred paa det gule Blad,
da fik hans Tanke Form ved hende.
For, hvor var nu hun blevet stor,
hvor yppigt Haaret faldt om Panden,
hun syntes ham en ganske anden
end deres Leges Blanseflor.
Den Blanseflor, som nu han saa,
var gaadefuld, som en Sibylle,
ti over Skikkelsen der laa
en Glans af moden Jomfrufylde.
Han saa med agtpaagivent Blik
— endskønt hans Hjerte derved blødte —
den varme Hyldest, som hun mødte
af alle, hvor hun stod og gik.
Dog hvad der dybere ham græmmed,
det var den underlige Sky,
hvormed hun syntes ham at fly,
som var han blevet hende fremmed.
Ti skønt endnu hun kunde sværme
i fri og overgiven Leg,
naar han sig vilde hende nærme,
fra hendes Læber Smilet veg.
Og, naar han efter gammel Skik
stormede hende glad i Møde,
slog pludselig hans Stemme klik,
og Ordet paa hans Læber døde.
Med Bitterhed han tidt fornam,
hvor frit hun gav sig selv til andre,
og lod sit Smil i Kredsen vandre,
hvi var hun da saa kold mod ham?
Og dog, hun var i denne Kulde
dobbelt saa køn og frisk at se,
som Blomsten, der staar halvt i Sne
og ler i Solens Straaler fulde.
Ti selv i denne Stivhed hildet,
som nu sig selv hun gemte i,
var der ej mindste Kunstleri,
ej noget skrømtet eller villet.
Det var en Form, hvori Naturen
sig til en Viden famled frem,
som Knop bag Bægerbladets Gren
tilsløret for enhver Beluren.
Og nu og da et Blus paa Kinden,
der Formens ydre Kulde brød,
i hurtig Kommen og Forsvinden
røbede Sjælens indre Glød.
Og naar for kort hun havde svaret
og saa ham harmfuld og forgræmt,
en blød Betoning aabenbared,
at det var ikke ment saa slemt.
En Dag man Mesteren lod hente
at tage Afsked med en Ven,
han bad de unge rolig vente
i Stuen, til han kom igen.
Og uden megen Tid at spilde
han skiltes fra dem med et Nik,
de mærked først, hvor sælsomt stille
der blev i Stuen, da han gik.
De følte over sig at dale
en Tavshed tvingende og stor,
saa skønt de begge vilde tale,
fandt ingen af dem noget Ord.
I Bogen deres Øjne stirred
med sælsom, drømmebunden Sans,
mens deres Tanker ufrit svirred
i Luften i usynlig Dans.
Der gives slige Øjeblikke,
da Himlen over fattigt Muld
udøser gavmildt alt sit Guld,
som siden møjsomt man maa tigge,
og da en lønlig Trolddom tvinger
Tankerne ind i rhytmisk Takt,
og da en Guddom med sin Finger
besegler tavse Hjerters Pagt.
Rask Flores greb den Haand,
der laa saa viljeløst paa Bordets Plade,
og som en Regn af Rosenblade
han trykked mange Kys derpaa.
Han følte med en skærpet Sans,
med salig Svimlen i sin Tanke,
Blodet i hendes Haand at banke
i samme Febertakt som hans.
Et Øjeblik — og atter drog
hun Haanden rødmende tilbage.
Han turde næppe Aande drage —
hvor stormende hans Hjerte slog!
Han flytted hende ganske nær,
og som en Høstvind var hans Aande,
han hvidsked som i Dødens Vaande:
O Blanseflor, jeg har Dig kær!
Hører Du! Hør mig Blanseflor!
Mit Liv ved dine Læber hænger.
Slaa ikke Øjnene til Jord,
da er ej Sol i Verden længer.
Ti Verdens Sol for mig er Du,
og uden Dig er Himlen øde,
og døde Du i dette Nu,
da var det Verdens Lys, der døde.
Se paa mig! O se ikke ned!
Hvert lille Øjeblik, Du tøver,
et Blad af Livets Bog mig røver.
Blanseflor! Svar mig! Er Du vred?
— En Kulde isnede lians Blod,
saa Hjertet hørte op at banke,
som mørke Skygger om hans Tanke
de tavse Muligheder stod.
Hvis nu hans Haab var uden Grund
— i Fald hun svared som hun maatte,
hvis alle lyse Drømmeslotte
faldt for et Pust af hendes Mund?
Hvi gjemte hun sit Hoved saa
i sine Hænder smaa og spæde,
naar al hans Verden og hans Glæde
i hendes blanke Øjne laa?
Hurtig han over hende staaer,
søvngængeragtig, uden Villen,
som Blomsten bøjer sig mod Kilden
kyssed han hendes brune Haar.
Da saa han, hvordan Taaren brød
sig Løb imellem hendes Hænder
og hang i hendes Fingerender
og sagte faldt i hendes Skød.
Blanseflor, hvorfor græder Du?
Har Du kun Taarer nu tilbage,
fordi din Haand, jeg turde tage?
Er da din Haand beskæmmet nu?
Hvis der var Daarskab i min Stemme,
hvis jeg har uforstandig bedt,
hvis Du vil denne Time glemme,
nu vel, saa er der intet sket.
Da hæved hun mod ham sit Blik,
halvt Barnets, halvt den modne Kvindes,
et taarefyldt, som evigt mindes
af den, der nogentid det fik.
Det var et Blik, som aabenbared
alt, hvad et Hjerte havde drømt,
bebrejdende og dog saa ømt,
og sorgfuldt lød det, da hun svared.
O, Flores, hvorfor talte Du?
Hvorfor drog Du det Slør til Side,
som dækked, hvad jeg ej tør vide,
og skilte os i samme Nu.
Hvor kan jeg svare paa din Bøn?
Skal jeg da kalde Dig til Minde,
at Du er Flores, Kongens Søn,
og at min Moder er Slavinde.
Hvad hjælper det at sige mer?
Du gaar i Vester, jeg i Øster,
jeg er kun Blanseflor, din Søster,
din Legesøster — intet mer.
Har over Legen Du forglemt,
at vi er ej hinanden lige,
at Du skal raade for et Rige,
naar jeg bag Klostrets Dør er gemt.
Flores, hvad vil Du jeg skal svare?
Der er jo lukket for min Mund.
Hvert Ord kan blive Dig en Snare
og gemmer Uheld paa sin Bund.
Hvor kan jeg give, hvad Du bad,
naar ej Du tør min Gave eje,
Du véd jo selv, at vore Veje
var alt fra Vuggen skilte ad.
Da lo han højt og fatted atter
den brune Haand i trofast Bøn:
Saa hør mig nu, Slavindens Datter,
nu taler Flores, Kongens Søn.
Jeg sværger Dig en Ed: Saa sandt
din Læbe er mig sød som Honning
Saa skal Du blive Murcias Dronning;
tag derpaa dette Kys i Pant!