Og jeg vilde fæste paa Solen mit Øje
og skrive et straalende Digt,
det Digt skulde ikke regne saa nøje
med Takter og Pavser og sligt,
det Digt skulde klinge
som Fuglenes Vinge,
med Foraarets liflige Sus,
den Sang skulde strømme
som Sommernatsdrømme,
o Moder, igennem dit Hus.
Og jeg vilde fæste paa Jorden mit Øje
og synge en jublende Sang,
den Sang skulde ikke tage det nøje
med Rhytmers og Takternes Tvang,
den Sang skulde skumme
som Vand i en Kumme
og tone i klingende Fald,
og stænke som Perler
paa Tidsel og Snerler
med Draaber af hvidest Krystal.
Og jeg vilde fæste ved Frihed mit Hjærte
og synge en Sang til mit Folk,
den Sang skulde komme i Tvivl og i Smerte
som Haabets den liflige Tolk,
den Sang skulde runge
paa tusinders Tunge
ud over det lyttende Land,
trods Disen og Taagen,
til Dagen blev vaagen
og Solen gik op over Strand!