Vaagn nu op af din Dvale,
vaagn op Du Sangfugl fra før,
alt leger Solen i Dale,
vi staa ved Morgenens Dør,
kom med Morg’nen at tale
igennem Taagernes Slør.
Først vil vi Morgenen love
for alt det Guld, den har bragt,
for duftende Foraar i Skove
og Roser i rigeste Pragt,
Sange for dem, der sove,
og Sang for dem, der holdt Vagt.
Syng som Vinden, der vifter
over den rullende Sø,
syng om Skæbner, der skifter,
syng om Slægter, der dø,
syng om nve Bedrifter
født af Frihedens Frø.
Syng om Dagen, der rinder!
Syng om Tiden, der gaar!
Om Haab, der blive til Minder
og bleges med vore Haar,
syng om den Verden, der svinder
og om den, der evig bestaar.
Syng om Sorg, der er svundet!
Syng om Skygger, som svandt!
Løs det Haab, der var bundet,
som Morgnen blødende fandt.
Væk de Viljer, som blunded,
de Tanker, som Frygten bandt.
Syng om Natten, der endes
med Tvivl, med Tvist og med Tvang.
Syng om Dagen, der tændes
med Sol, med Sejr og med Sang.
Syng om Strænge, der spændes
med næsten bristende Klang.
Syng om Lænker, der springe!
Syng om Grave, der brast!
Om Mod, der ikke tør tinge,
om Manddom, som holder fast.
Syng om Haab, der har Vinge
og syng om Tro, der har Hast.
Syng om Løgne, der falmer,
hvor Solen skrider forbi.
Kom med Sang og med Palmer
til Frihedens tjørnede Sti.
Syng os af Morgenens Salmer,
af Daggryets Litani.
Syng om Trældom, der viger,
synker i Tidernes Grav,
syng om Kyster, der stiger
frem af det bølgende Hav,
syng om de kommende Riger
under Frihedens blomstrende Stav.
Kom som et Sus over Vove
med Guld om Himmelens Rand,
med Sang til de duftende Skove,
med Fryd for det lyttende Land,
med Hjærter, der ikke sove,
og Viljer, der staa i Brand!