Der var en Slægt, som ingenting forstod,
ej denne Skrift, som skjulte Hænder skreve,
ej, at der kæmpedes paa Liv og Blod
og ej det Ansvar, som det er at leve,
en Slægt saa selvisk-glad og filistrøs,
hvis Horisont af Fordom var begrænset,
hvis Liv randt hen i jevn gemytlig Døs,
som aldrig Livets skjulte Magter ænsed.
Bag døde Traditioners trygge Vold
i selvgod Smaalighed den sad forskansed,
i Servilismens Hær den vandt sin Sold;
men Livets store Formaal ej den sansed.
Pakæseltaalig den sin Byrde drog
og slæbte fort paa Døgnets rustne Skatte;
men Aandens frie Argonautertog
var Vanvid, som den aldrig kunde fatte.
Den gik ad Vanens magelige Vej,
som vissen Fordom havdn sanktioneret,
og vraged snusfornuftig alt, hvad ej
Aarhundrederne havde approberet.
Den skyede ængstlig hver en dristig Sti,
der løb til Fjælds mod Livets høje Tinder,
derop, hvor Tanken bliver kæk og fri,
hvor Dalens klamme Mosedunst forsvinder.
En Slægt, som Livets Alvor ej begreb,
som traskede sin Gang med lukte Øjne,
og hjalp sig frem, saa ofte som det kneb
med et System af hyggelige Løgne,
som skjulte sine Synders Legio
med Kærlighedens rummelige Kaabe,
som dækkede sin Svaghed med sin Tro,
en Slægt, hvis Synder højt mod Himlen raabe.
En kuet Slægt, som Ansvar ej forstod,
som kaldte stolt sin Lunkenhed for Varme,
som aldrig følte Kogen i sit Blod,
og aldrig i sit Bryst en mandig Harme,
som stadig raabte paa, at den var fri,
imens den smeded paa sin egen Lænke,
hvis højeste Princip var Inerti,
som derfor aldrig naaede til at tænke.
Og det var denne Slægt, som fostred os
til hine Vanens Guder fromt at dyrke,
dens Fejghed avlede vor bitre Trods,
dens Slaphed ammed vore Viljers Styrke.
Dens Tryghed fødte Angst i vore Sind,
dens Blindhed maned os til frigjort Tænken,
dens Tamhed kaldte Blodet til vor Kind
og gav os Mod en Gang at bryde Lænken.
Men denne Lænke den er tung og sej,
den vejer haardt af mørke Tiders Brøde,
og let og hurtig bryde vi den ej,
først maa vi eders Fejl og Misgreb bøde.
Ti eders Synder gav I os i Arv,
og eders Brøde pletter vore Flænder,
og eders Svaghed stjal vor Viljes Marv
og eders Skam i vore Aarer brænder.
I løbe med i alt, hvad Moden vil,
i hver en Slægt Messias I korsfæste,
og naar han haanes, se I rolig til
for som en Gud at dyrke ham i næste.
I spotted Sandhed, naar I saa den led,
mens højt I hædred Modens usle Skrammel
og bøjed Ryg i fad Ærbødighed
for hver en Sandhed, naar den først blev gammel.
I blotted Hovedet for gammel Skik,
for Herskergunst I solgte jer som Slave,
I lød en smaalig Klogskabs Politik,
og tusked Retfærd bort for Gunst og Gave.
I skotte efter Verdslighedens Maal,
mens Øjnene mod Himmelen I vende,
og brænde fromt paa Fanatismens Baal
den Sandhed, som I ikke vil erkende.
Og aldrig dyrked I den smukke Kunst
at skelne skønsomt mellem Korn og Avne,
blindt bejled I til Herskermagtens Gunst;
men Frihed kaldte I med Skændselsnavne.
Som Vane-Trækdyr Dag for Dag I sled
i Spand for Traditionernes Kvadriga,
imens i væbnet Flok forbi jer skred:
den nye Tids urokkelige Liga.
Og fyldt af Døgnets dorske Overmod
I haaned hver en Tro, som Arbejd kræved
og vrængede af, hvad I ej forstod,
af hver en Tanke, som for højt jer svæved,
og I vil folde eders Hænder fromt
den Straffens Dag, da hele Verden brænder,
og selvretfærdig sidde paa dens Tomt
og med Pilatus vaske eders Hænder.
— En bitter Arv af Haabløshed og Frygt
en Arv af Alt, hvad der kan Haabet kvæle,
af alt, hvad der gør Livet mat og sygt
og pletter med sin Rust de svage Sjæle,
en Arv af, hvad der tynger Kraft og Mod,
af alt, der kan os Handlekraften røve,
og sprede Giftstof i de unges Blod
og svække dem til Livets Styrkeprøve.
Vi gaa os træt i Døgnets Rusk og Slud,
og tidt vi vore bedste Tanker sviger,
Indignationens Flamme slukkes ud,
med Livets Uret Vanen os forliger.
Vort Øre sløves for et helligt Kald,
og Armen trættes i den lange Fejde,
og der er nok af Fejl og nok af Fald,
som vi alene tør os selv bebrejde.
Dog vil vi mandig holde Haabet fast
og vandre frem igennem Tidens Mørke,
for hver en skørnet Illusion, der brast,
der fødes i vort Sind en bedre Styrke,
til én Gang Kampens Saar kan vorde lægt,
igennem dette Slægtleds Pessimisme,
til der kan vokse frem en bedre Slægt
i Kraft af selve Livets Atavisme!