Og der var Fred, den dybe Midnats Fred,
kun Maanen fulgte vore tavse Fjed
med sit højtidelige, tavse Øje.
De hvide Skyer over Himlen gled
og spejled sig i Søens Vande ned,
hvor Brisen laa og slumred i sin Køje.
Og alt i Himmel og paa Jord var tyst
og laa i Maaneglansen fjærnt og lyst,
det var som Verden evig skulde sove;
vi sneg os sagte langsmed Skovens Søm
som tvende Skygger i en sælsom Drøm,
og intet Ord vor Læbe turde vove.