Evighedens Tavshed hviler
om de lukte Øjelaage;
paa de hvide Læber sove
alle denne Verdens Længsler.
Under Brystets kolde Buer
er der dødt som i en Gravhøj,
og i denne dybe Stilhed
hviler Hjertet sammenkrympet.
Gaadefuldt er Livets Ophør,
denne Tavshed synes raabe,
selv hos os, der endnu aande,
sammensnøres Hjærtet ængstlig
over denne blege Stumhed,
over disse kolde Linjer.
Hvor blev Sjælen af, der straaled
ud af disse klare Øjne?
Dog, mens her vi staa og stirre,
iler Tiden uformærket.
Saare snart vil Verden glemme
dette Liv, som Døden slukked.
Dagen titter gennem Ruden,
der er Raab paa Livets Gader,
ak, Imorgen spørger aldrig
efter nogen Gaarsdags Døde.