Nu fejes Røret for sidste Gang,
og Gadedrengen, som kommer slingrende
hen over Fliserne, fløjter i Fingrene
og synger en skingrende Sang.
Og Bagersvenden i Pjerrot-Habit,
han klør sig saa listelig i sit Ho’de
og mumler: Nu kommer jeg nok paa Mode,
for nu skal jo alt være hvidt.
Værtinden selv, som i Vintrens Tid
har holdt paa den strengeste Form af Blokade
mod den klamme Luft fra den taagede Gade,
lukker op nu og lufter ud.
Med Støvekosten hun om sig slaar,
som om hun aldrig før havde brugt den,
hun jager Vinterens Kulstøv paa Flugten
og stanser og glatter sit Haar.
Saa hælder hun sig imod Vinduets Karm,
mens Brystet svulmer bag Vintertøjet,
hun bli’r saa forunderlig let og fornøjet,
der er Vaarbrud i hendes Barm.
Hun lytter til Gadens mangfoldige Larm
og spejder udad mod Stolpen bøjet,
og hun sætter Haanden som Kikkert for Øjet,
og hun mærker, hvor Luften er varm.
Og Svalen smutter med et Titi
ind under Taget, hvor den vil bygge,
den nynner en Sang om sin Kærligheds Lykke,
om det lystige Liv i det fri.
Kun Skorstensmanden med alt sit Kram
lister afsted i sin sodede Robe.
han hører dem juble alle tilhobe:
men — det er jo ikke for ham.